23. sep. 2011
Af af Lisbeth Grube

Hella Joof ramt af dansefeber: Mine parader er helt væk

Hella Joof og Tobias Karlsson
Hella Joof og Tobias Karlsson
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
- Jeg mærker store forandringer fysisk og psykisk, siger Hella Joof, som har smidt alle parader på dansegulvet.

Som bekendt plejer Thomas Evers Poulsen at være dén, der lader tårerne trille i "Vild med dans", men i år, hvor den følsomme danser holder pause, har Hella Joof taget over. Den scenevante skuespiller og instruktør kunne intet stille op mod en strøm af tårer, da hun i fredags havde danset sin allerførste individuelle dans foran dommere, publikum og TV-seere.

- Det føltes meget voldsomt, og jeg kæmpede med gråden under hele dansen, forklarer Hella Joof efter sin dansedebut og en ordentlig krammer fra datteren Olivia og vennerne i studiet.

- Jeg kunne slet ikke styre følelserne. Alle mine forsvarsværker hang ude i garderoben sammen med mit tøj. Faktisk troede jeg, at jeg altid havde 10 procent parader tilbage, men de er væk. Jeg blev grebet af musikken, bevægelserne, lyset og stemningen, og så gav jeg bare slip. Jeg er enormt lettet og lykkelig nu, siger Hella.

Ifølge den 48-årige skuespiller har den seneste måned været særdeles grænseoverskridende, og under træningen med dansepartneren Tobias Karlsson er hun flere gange blevet rørt til tårer.

- Ingen har løftet og svinget mig på den måde, siden jeg var barn, og pludselig er man helt åben. Det er en kæmpe gave at være med i "Vild med dans". Jeg kan ikke skjule mig, jeg kan ikke lade som om, og det føles rigtigt. Hvad er det værste, der kan ske? Hvis jeg taber en sko eller ser dum ud, er jeg jo stadig et menneske med familie og venner, smiler Hella.

Opbakning hjemmefra

Netop datteren Olivia og kæresten Henrik Jepsen er en uundværlig støtte.

- De bakker mig virkelig op. De er rigtig glade, selv om jeg sjældent er hjemme, og når jeg endelig kommer hjem, lugter jeg af sved og siger: Undskyld, vi skal have sushi igen. Men de synes kun, det er dejligt, at jeg bevæger mig så meget. De synes, jeg er blevet meget sødere at være sammen med. Og det er rigtigt. Når man danser så meget, får man alle giftstofferne ud af kroppen - også de psykiske, mener Hella, som glæder sig over at komme i form.

- Det føles godt at mærke min krop blive stærk og pludselig få muskler. Faktisk kan jeg ikke længere passe mit tøj, så det ender nok med en ny garderobe. Jeg er kæmpe stolt af mig selv!

Læs mere om: