Hella Joofs datter med i krimiserien DNA

Olivia Joof.

Olivia Joof. 

Foto: Kaspar Wenstrup

Olivia Joof følger i sin mors fodspor som skuespiller og kan ses som politiassistenten Neel i TV 2-serien ”DNA”.

Mandag, 16. september 2019 - af Karina Didriksen

31-årige Olivia Joof er barn af to skuespillere, så derfor er det heller ikke så underligt, at hun er fulgt i deres fodspor og nu kan opleves i TV 2’s krimiserie ”DNA”.

Hendes mor er Hella Joof og hendes far er Runi Lewerissa, og de er begge uddannet skuespillere.

Olivia Joof blev selv uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i sommer, men allerede inden hun var færdig, landede hun rollen som politiassistenten Neel Skibsted i tv-serien ”DNA”.

Foto: Martin Høien

Glad for at få rollen

- Jeg gik til casting, men så gik der ret lang tid, inden jeg hørte noget. Så jeg havde faktisk sluppet det og tænkt, at en anden havde fået rollen, fortæller Olivia Joof til BILLED-BLADET og fortsætter:

- Men så ringede de pludselig og sagde, at de havde valgt mig, og så skreg jeg bare i telefonen! Jeg var vildt glad, men også meget spændt og nervøs.

Andet afsnit af ”DNA” sendes mandag den 16. september kl. 20.00 på TV 2, og det er her, at Olivia Joofs karakter Neel bliver præsenteret.

En akavet og nysgerrig karakter

Olivia Joof nød at spille politiassistenten Neel Skibsted, som får Anders W. Berthelsens karakter Rolf Larsen som ny kollega.

- Neel er lidt akavet og kluntet og kommer til at sige nogle ting, hun ikke skulle have sagt, og samtidig er hun mega skarp og nysgerrig, fortæller Olivia Joof om rollen og tilføjer:

- Rolf bliver nogle gange lidt træt af hende, fordi hun ringer hele tiden. Men hun er meget sød. 

Foto: Martin Dam Kristensen/TV 2