18. aug. 2014
Af af Helle Skram de Fries

Her er de 12 nye Vild med dans-par

Vild med dans
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Nu er navnene frigivet på de 12 par, der skal underholde os i efteråret i den nye sæson af "Vild med dans" med Danmarks modigste dansere.

De 12 nydansere er – som udtrykket antyder – helt nye på Danmarks mest kendte dansegulv, når der 12. september er premiere på endnu en omgang “Vild med dans”. Blandt de professionelle er der dog også helt nye ansigter, nemlig Vivi Siggaard, de skal danse med holdets alderspræsident, modeskaber Erik Brandt, og Jenna Bagge, der skal danse med rapperen Uso.

Resten af de professionelle dansere er en blanding af “veteraner” og dansere, der kun har været med en enkelt sæson tidligere. Således er professionelle Sofie Kruuse, der sidst år debuterede med vores allesammens fodboldhelt, Allan Simonsen, med igen i går. Denne gang danser hun med elitegymnasten, Helge Vammen.

Og uden af fornærme nogen kan man med rette have en forhåndsformodning om, at han vil være mere smidig på dansegulvet end Allan Simonsen. Men om han så, sammen med skønne Sofie Kruuse, formår at nå lige så langt som Allan Simonsen, der fik en flot tredjeplads, vil vise sig.

Spændende i feltet er også, at Silas Holst, der sprang sidste sæson over, nu er tilbage. Silas Holst, der tidligere har vundet konkurrencen med Sophie Fjellvang-Sølling danner i den nye sæson par med vejrværten Sara Maria Franch-Mærkedahl. Og endnu mere spændende er det, at Silas Holsts mand, Johannes Nymark, også er med I feltet – med dygtige og også tidligere vinder (med Joakim Ingversen), Claudia Rex som danselærerinde.

Og så er der, for første gang, en kvindelig folketingspolitiker med i feltet. Nemlig Astrid Krag, der skal svinges rundt af Thomas Evers Poulsen, der tidligere har danset med blandt andre Anne-Mette Rasmussen, da hendes mand stadig var statsminister.

Det samlede felt ser således ud:

  • Vejrvært Sara Maria Franch-Mærkedahl og Silas Holst
  • Folketingspolitiker Astrid Krag og Thomas Evers Poulsen
  • Skuespiller Line Kruse og Michael Olesen
  • Gymnast Helge Vammen og Sofie Kruuse
  • Skuespiller Johannes Nymark og Claudia Rex
  • Modeskaber Erik Brandt og Vivi Siggaard
  • Skuespiller Paprika Steen og Mads Vad
  • Skuespiller Ditte Ylva Olsen og Morten Kjeldgaard
  • Tidligere badmintonspiller Tine Baun og Frederik Nonnemann
  • Komiker Thomas Wivel og Katrine Bonde
  • Rapper Uso og Jenna Bagge
  • Skuespiller Besir Zeciri og Mie Moltke

Læs mere om: