Hilda Heick: Derfor var jeg ved at tude
Fredag den 27. november måtte Hilda Heick stille danseskoene i ”Vild med dans”, efter at hun tabte omdansen til Mads Vad og Emili Sindlev.
Da det stod klart, at den 74-årige sangerinde måtte forlade programmet, blev hun på rørende vis hyldet af sine dansekollegaer, som brød ud i bifald og klapsalver.
- De er sådan nogle dejlige mennesker, og jeg blev helt rørt, da de alle sammen stod og klappede ad mig. Der var jeg lige ved at tude, fortalte Hilda Heick til BILLED-BLADET efter showet.
En fantastisk oplevelse
Hilda Heick har ikke et sekund fortrudt, at hun sagde ja til at deltage i TV 2-showet.
- Jeg vil sige, at jeg har haft en fantastisk oplevelse med at være med i ”Vild med dans”, lød det med et smil fra sangerinden.
Gennem ”Vild med dans”-rejsen har hun vundet seernes hjerter med sit gåpåmod og gode humør, men det har ikke kun været en dans på roser.
- Selvfølgelig har jeg også ind imellem været ked af det. Når man finder ud af, at der er nogle ting, man ikke kan gøre så godt, som man gerne vil, så har jeg det med, at jeg bliver meget sur på mig selv, ked af det og skælder mig selv ud, fortalte Hilda Heick og roste sin dansepartner:
- Der har Michael været god til at hive mig op og sige, at jeg ikke måtte græde.
Læs den store reportage fra program 9 af "Vild med dans" i BILLED-BLADET, der udkommer torsdag den 3. december.