Hr. Weyses travle sommer
Hotel Josty på Frederiksberg dannede søndag den smukke ramme om Skuespillerforeningen af 1879s generalforsamling, og blandt medlemmerne sås skuespilleren Jens Jacob Tychsen, som blandt meget andet er kendt fra TV 2-serien "Badehotellet", hvor han spiller rollen som Hr. Weyse.
Og for Jens Jacob Tychsen bliver det så som så med sommerferie.
- Jeg har lige holdt to ugers sommerferie på Kreta, så min sommerferie er slut, sagde Jens Jacob, som inden længe påbegynder optagelser.
- Om kort tid starter vi optagelserne til næste sæson af "Badehotellet", og i løbet af efteråret har jeg en masse sangjobs, fortalte den populære skuespiller, som gennem netop denne serie har udvist endog stort talent for sang.
Jeg sadler om
Men i modsætning til Hr. Weyse i serien er der ingen planer om store roller på teatret.
- Jeg har valgt at sadle om, fordi der pludselig har vist sig nogle nye muligheder. Jeg har altid gerne villet synge, og derfor er det ikke planen, at man vil kunne se mig på teatret i den kommende tid.
Har man lyst til at se og høre Jens Jacob, er muligheden allerede til stede i næste uge. Her er han en del af programmet til "En romantisk aften i Botanisk Have" den 5. juni.