31. okt. 2019
Af Malan Joensen

HUSKER DU: De trak sig fra Vild med dans

Siden "Vild med dans" havde premiere i 2005, har flere deltagere måttet trække sig i utide fra den populære dansedyst.

Umut Sakarya har valgt at trække sig fra "Vild med dans", men han er langt fra den eneste, der i løbet af årene har måttet smide danseskoene i utide.

Sidste år måtte Rolf Sørensen, der dansede med Karina Frimodt, trække sig dagen før program ni på grund af en skade.

I anden sæson af "Vild med dans" tilbage i 2005 fik Birthe Kjær, dengang 57 år, pludselig en blodprop i hjertet under træningen med den professionelle danser Bo Loft Jensen, og hun kom straks på hospitalet.

Alt endte heldigvis godt for Birthe, men hun valgte forståeligt nok at trække sig fra konkurrencen op til den sjette udsendelse.

To år senere måtte håndboldstjernen Joachim Boldsen, der dansede med Vickie Jo Ringgaard, også udgå, da han fik problemer med en fibersprængning.

I 2013 valgte skuespiller Claes Bang at sætte punktum for danseeventyret allerede efter program to.

- Jeg er ked af det for Katrines skyld, og til alle de seere, der har stemt på os, siger jeg tak og undskyld. Jeg havde håbet, at jeg ved at tage denne udfordring på mig kunne møde min dansefobi og komme igennem den. Men det er gået lige omvendt, sagde Claes Bang, der dansede med Katrine Bonde.

Skuespilleren Besir Zeciri, der dansede med Mie Moltke i 2014, måtte desværre udgå efter program 5.

Besir Zeciri blev overfaldet og pådrog sig en hjernerystelse, der betød, at han ikke længere kunne være med i "Vild med dans".

- Det er så ærgerligt. Jeg følte lige, at folk var begyndt at lære mig at kende, og der er mange, der har sagt til mig, at de er glade for den glæde, jeg giver dem. Det betyder alverden for mig, udtalte Besir Zeciri kort efter til TV 2.

Se billeder af dem, der trak sig i galleriet ovenfor.

GALLERI: De trak sig fra Vild med dans

Læs mere om: