Hvem vinder mon X Factor? Nye tal afslører danskernes to favoritter
For en uge siden skulle deltagerne fra årets ”X Factor” for første gang viste deres værd på den store livescene, og mange af deltagerne imponerede i årets første liveshow.
Feltet er umiddelbart mere lige, end det har været i tidligere sæsoner, men nu afslører nye tal, hvem danskerne har som favorit til at vinde årets udgave af ”X Factor”.
- Cristian Oprea og Helene Frank imponerede os virkelig med deres flotte præstationer i det første liveshow i sidste uge, og det er tydeligvis ikke kun herinde hos os i Danske Spil, at de to gjorde et godt indtryk. Cristian og Helene virker også til at være danskernes favoritter til den samlede sejr. Op mod halvdelen af alle har gættet på de to som vindere, udtaler Mathias Reimer Larsen, der er oddssætter og ”X Factor”-ekspert hos Danske Spil, i en pressemeddelelse.
Danske Spils odds afslører, at spiludbyderen selv tror mest på Cristian Oprea som vinder af denne sæson.
I sidste uge var det Victor og Nicolaj Lindby, der endte i farezonen. Victor røg ud, og Nicolaj Lindby er – ifølge Danske Spil – i størst risiko for at ryge ud i andet liveshow, der sendes fredag aften.
- Nicolaj Lindby stod i farezonen i fredags mod Victor, og der var det tydeligt for os, at Lindby var den bedste af de to. Men det er ikke sikkert, at det hjælper ham i denne uge. Det er helt typisk, at man ser deltagere overleve turen i farezonen den ene uge for så at ryge ud ugen efter. Nicolaj Lindby skal virkelig uppe sit game, hvis han skal have en chance for at nå længere end det andet liveshow. Han skal krydse fingre for, at han kan kapre seerstemmer fra gruppen Cyklus, som vi forventer, ender i farezonen med ham, lyder det videre fra Mathias Reimer Larsen.