10. mar. 2024
Af Karina Didriksen

Hvorfor er Badehotellets Morten blevet så hård? Nu kommer han med en forklaring

Morten i "Badehotellet".
Morten i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Skuespilleren Morten Hemmingsen sætter ord på, hvorfor hans karakter Morten i ”Badehotellet” er blevet så alvorlig.

Der er ikke meget smil og glæde at spore hos Morten i sæson 10 af ”Badehotellet”.

Til gengæld virker han meget hård, og det er en lidt anden side af ham, end man måske husker fra tidligere sæsoner.

Det er sommeren 1946, og krigen er slut, men Morten har foreløbigt valgt at blive i Danmark som leder af fangelejren i Grove, mens hustruen Fie og deres to børn bor i England.

Nu forklarer Morten Hemmingsen, som spiller Morten, hvorfor hans karakter udadtil er blevet så hård.

- Mortens liv er præget af, at vi har været igennem en stor verdenskrig. Så kommer man ud på den anden side og skal finde ud af, hvad man så gør, fortæller Morten Hemmingsen til BILLED-BLADET og uddyber:

- Det har i den grad mærket Mortens liv, at han har mærket krigen og været engageret i den. Der ligger et ansvar efter det, som han skal tage sig af.

Mortens mor, Molly Andersen, kan ikke forstå, hvorfor han ikke rejser tilbage til sin familie. Men for Morten er det ikke en nem beslutning.

- Morten bliver nødt til at tage stilling til, hvad der skal ske med fremtiden. Det er en ny virkelighed på den anden side af 1946. Det kæmper han med, konstaterer Morten Hemmingsen.

Sæson 10 af ”Badehotellet” sendes søndage kl. 20.00 på TV 2.

Læs mere om: