
Iben Hjejle er klar til næste kapitel: Derfor drømmer hun om at drosle ned

De seneste uger har Iben Hjejle kunnet opleves i TV 2-serien ”Løgnen”, hvor hun har spillet rollen som social- og sundhedsassistenten Rie.

Selv om den 54-årige skuespiller adskiller sig fra sin karakter på mange punkter, så er der alligevel én ting, hun godt kan genkende fra sig selv.
- For Rie handler det meget om at komme godt ind i sin tredje alder. Hun vil gerne have mere tid til sig selv og sin mand og drosle lidt ned for det hårde, fysiske arbejde, siger Iben Hjejle til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Jeg synes også gerne, at jeg vil skrue ned for tempoet.

Hun sætter flere ord på, hvorfor hun drømmer om at drosle lidt ned for arbejdet.
- Jeg vil gerne have mere tid til det, der nærer mig på det personlige og private plan, og så vil jeg gerne lave alt det sjove arbejde, der kommer i min retning, forklarer Iben Hjejle og tilføjer med et smil:
- Så jeg har det tilfælles med Rie, at jeg gerne vil gå elegant ind i den næste fase af livet.
Stolt af sønnen
Iben Hjejle har sønnen William på 27 år med eksmanden og musikeren Emil de Waal, som hun var gift med fra 1996-1999.

- William er en glad, voksen mand, og jeg har fået en vidunderlig svigerdatter, så det er et stort privilegie. Vi bor tæt på hinanden på Østerbro, og de gider godt at hænge ud med mig, så det er dejligt, siger en glad Iben Hjejle, som er stolt af sønnen:
- Han er elektronisk musiker, og jeg kan godt lide at lytte til hans musik. Han siger nogle gange, at det nok vil kradse lidt i mine ører, og så griner vi af det, men jeg synes, at han er god.

