6. jan. 2014
Af John Lautrup

Iben Hjejle er trukket i Dicte-tøjet igen

Iben Hjejle i TV-serien "Dicte".
Iben Hjejle i TV-serien "Dicte".
Foto: TV 2
Aarhus lægger fra i dag gader, stræder og bygninger til nye optagelser af TV-serien "Dicte" med Iben Hjejle i hovedrollen.

Iben Hjejle bevæger sig fra i dag igen rundt i Aarhus' gader som journalisten Dicte Svendsen.

TV 2 har påbegyndt en ny stribe optagelser til fortsættelsen af TV-serien "Dicte", som er baseret på Elsebeth Egholms populære kriminalromaner.

Første sæson af "Dicte" blev i gennemsnit fulgt af over 1,2 millioner serere, og fortsættelsen om Dicte Svendsen og politiefterforskeren Wagner, spillet af Lars Brygmann, er der blevet arbejdet på i over et år af de to hovedforfattere, Ida Maria Rydén og Dorte W. Høgh.

Optager også i Filmby Aarhus' studier

TV-serien "Dicte" er stadig stærkt forankret i Aarhus, og optagelserne kommer til at foregå i og omkring Aarhus på location såvel som i studierne i Filmby Aarhus.

- Vi er superstolte af "Dicte" og glæder os meget til at tage hul på endnu en sæson, hvor Dicte springer ud af bøgernes kriminalgåder og får sit eget liv. Seerne elskede første sæson af "Dicte", og det er fantastisk at kunne sætte ti nye afsnit i gang, udtaler TV 2's fiktionschef Katrine Vogelsang i en pressemeddelelse.

Anden sæson af "Dicte" får premiere i efteråret 2014.

Læs mere om: