James Sampson: Vild med dans er hårdere, end jeg troede

James Sampson er fortrøstningfuld efter den første uge i træningslokalet.

James Sampson er fortrøstningfuld efter den første uge i træningslokalet med Mie Moltke.

Lars H. Laursen/BILLED-BLADET

James Sampson er fortrøstningsfuld efter første uges ”Vild med dans”-træning.

Søndag, 23. august 2015 - af Liz Rørsig

James Sampson er ærlig, når han fortæller om mødet med dansesko, takt og masser af nye trin.

- Det går fint, men det er hårdere, end jeg troede, siger sangeren.

James Sampson, som har optrådt i ”Dirty Dancing” og skal danse med Mie Moltke i ”Vild med dans”, er fortrøstningsfuld efter den første uge i træningslokalet.

- Det er udfordrende og det var netop det, jeg havde ønsket. Bare det at have dansesko med hæl på er en udfordring. Jeg føler, at jeg er ved at falde forover, siger James til BILLED-BLADET. Også hans hustru Evy og parrets børn er vilde med, at James skal medvirke i showet, og de glæder sig til at komme med til optagelserne i studiet.

- Zion på 10 år har været til flere TV-shows med mig, men det er første gang, at min datter Zoya på seks år skal med. Hun er lige begyndt i børnehaveklasse, og er så spændt på at komme med i studiet og opleve det. ”Jeg skal sidde helt stille, lytte til musikken og kigge på de flotte kjoler”, fortæller hun. Jo, hun har planlagt det hele, siger James med et smil. Og dansepartneren Mie er også begejstret for sin dansepartner.

- Det går rigtigt fint med træningen, og jeg har fået en nemmere udgave af en partner i denne sæson, hvis man kan sige det sådan, så det er sjovt, griner Mie, der er glad for, at hun alligevel kunne få logistikken til at passe med deltagelsen i ”Vild med dans”, pasningen af sønnen Mio på tre og et halvt år og dansestudiet Soulhouse.