Janni Pedersen: Derfor bliver min sommer helt fantastisk
Janni Pedersen er jublende glad. TV 2 News-værten skal nemlig være bedstemor igen.
Barnebarn nummer to
Ægtemanden Kim Fabers søn, Jon, og hans kæreste Laura skal være forældre for anden gang. Parret har i forvejen datteren Ada, der fylder tre år til maj, og i juli venter de en lille pige til.
- Vi er godt nok glade for, at der kommer en lille ny pige, fortæller Janni Pedersen til BILLED-BLADET.
- Ada synes, at det er ret sejt, at hun skal være storesøster og er meget nænsom, når hun klapper mors mave. Vi diskuterede navne i flere timer forleden, og forældrene er stadig i syv sind, men Ada synes, hun skal hedde Leo, fortæller Janni Pedersen.
En hvalp til sommer
En anden glædelig begivenhed, som Janni og Kim kan se frem til denne sommer, er en firbenet ven. Det bliver en lille ny beagle fra den samme kennel, Free Stride Beagles, som parrets gamle beagle, Bella, kom fra. Hun måtte aflives sidste år og blev knap 15 år. Én af tæverne, Amelia, fra kennelen er nu i løbetid, og hun er oldebarn til Bellas mor. Janni Pedersen glæder sig til den dag, hvor hun kan få en lille hvalp med hjem. Navnet er allerede fundet, og det bliver: Donna.