
Jasmin Linds ægtemand kom med sød afsløring efter Vild med dans-finalen

Den nybagte ”Vild med dans”-vinder Jasmin Lind skyndte sig hen til ægtemanden Mika Schultz efter finalen i Forum Horsens.
Han var ved at revne af stolthed og stod klar med kys og kram efter showet.
- Vi skal fejre det med at sove længe i morgen. Jasmin har danset 10 timer hver dag, så det bliver dejligt at få noget mere tid sammen igen, fortalte Mika, da BILLED-BLADET mødte ham.
Her kom han også med en sød afsløring om det næste kapitel i deres liv.

Det unge ægtepar, som er forældre til datteren Elina på halvandet år, er nemlig ved at gøre klar til et nyt boligeventyr.
- Vi er i gang med at flytte i et familiekollektiv et sted på Sjælland sammen med mine forældre, forklarede Mika og tilføjede med et smil:
- Så Jasmins ”Vild med dans”-trofæ skal stå på det nye kontor.

Skal lære familien at danse
Mikas mor Karin, som er Jasmins svigermor, var også med til finalen i Horsens og glæder sig til at bo sammen som familie.
- Det er et sted ude på landet, og vi skal nok have lavet et lille dansestudie, så Jasmin skal lære os at danse. Vi er meget benovet over hendes akrobatik, fortalte svigermor Karin til BILLED-BLADET.


Jasmin Lind og Mika Schultz blev gift i 2019 og driver til daglig YouTube-kanalen ”Jas & Mika”, der har over 300.000 følgere.

