10. apr. 2024
Af Catja Klarskov

Jeff fra Ups, vi er voksne er født med sjælden hjertesygdom – men det er ikke hans største udfordring

Jeff Pitzner fra "Ups, vi er voksne". 
Jeff Pitzner fra "Ups, vi er voksne".
Foto: Story Productions/TV 2
Jeff fra tv-programmet ”Ups, vi er voksne” er født med en sjælden hjertesygdom, men det er ikke hans største udfordring.

Sendefladen bød onsdag aften på et glædeligt gensyn med Jeff og vennerne fra Valbyholm i TV 2-programmet ”Ups, vi er voksne”.

Det er omtrent et år siden, danskerne kom på fornavn med vennerne fra Valbyholm, da første sæson af tv-programmet blev sendt.

Her blev seerne budt indenfor hos blandt andre Jeff med det smittende smil, der elsker at handle søde sager og partypølser i den lokale Meny – til stor frustration for hans mor, der dengang så sig nødsaget til at inddrage sin voksne søns dankort.

34-årige Jeff Pitzner har nemlig Downs syndrom, ligesom han er født med en sjælden hjertelidelse.

Det har hans mor, Mitzie Pitzner, tidligere fortalt til BILLED-BLADET.

– Jeff har en sjælden hjertelidelse, der hedder Eisenmengers syndrom. Der er ikke særlig mange i Danmark, der har den. I korte træk indebærer den, at blodet i hans krop på et tidspunkt vil løbe den forkerte vej rundt, har Mitzie tidligere fortalt.

Jeff sammen med sin mor, Mitzie Pitzner.
Jeff sammen med sin mor, Mitzie Pitzner.
Foto: Story Productions/TV 2

Det er blandt andet grundet Jeffs hjertelidelse, at Mitzie er ekstra opmærksom på, hvad der ryger i kurven, når Jeff på egen hånd begiver sig ned for at handle.

Jeff har da også fuld pakke i alvorlige sygdomme. Foruden sin hjertelidelse og Downs syndrom er han født med både tarmforsnævring og klumpfod, hvoraf sidstnævnte længe har plaget Jeff.

– Tiden har været med os. I dag findes der medicin, der holder Jeffs hjertesygdom status quo. Derfor er den heller ikke hans største udfordring, det er derimod den gigt, han har i sine fødder, har Mitzie tidligere fortalt til BILLED-BLADET.

Jeff blev i sine første leveår opereret i hjertet, tarmene og for sine klumpfødder. Desværre har måden, man dengang opererede klumpfødder på, gjort, at han i dag er plaget af gigt i sine fødder.

Selv om vennerne fra Valbyholm har udviklet sig og dannet nye relationer – både venskabelige og romantiske – siden seerne sidst blev budt indenfor, så er meget dog stadig ved det gamle.

Det kan du se i tv-programmet ”Ups, vi er voksne”, der bliver sendt hver onsdag klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.

Læs mere om: