Jenna om Albert: Så tætte er vi blevet
Jenna Bagge og Albert Rosin Harson knokler i træningslokalet hver eneste dag, men de ses også, når de ikke danser.
Danseren og skuespilleren er nemlig blevet nære venner under ”Vild med dans”, og 18-årige Albert er blevet en del af den Kageklub, som Jenna har med nogle af sine dansevenner.
- Det har været mere end bare et arbejde for os begge to. Vi har åbnet lidt op for hinanden, så vi er blevet en større del af hinandens liv end bare at være dansepartnere, fortæller Jenna til BILLED-BLADET og tilføjer med et smil:
- Det er jo heller ikke sådan, at vi efter finalen slet ikke skal ses eller snakke med hinanden mere.
En dyb relation
31-årige Jenna Bagge har nydt at lære sin 13 år yngre dansepartner at kende uden for dansegulvet.
- Det har været en dybere relation, som jeg synes, at vi skal blive ved med at holde fast i. Det bliver selvfølgelig ikke 12 timer hver dag i en dansekælder, men så skal vi måske finde på noget andet, siger den professionelle danser og fortsætter:
- Og vi kan i hvert fald sagtens spise kager sammen og lave julepynt, så vi kan godt finde på noget at mødes om, selv om det ikke er ”Vild med dans”.