4. sep. 2022
Af John Lautrup

Jens Werner: Her er min største sejr

Jens Werner
Jens Werner
Foto: Søren Jul Lamberth
Jens Werner har netop udgivet sin selvbiografi "Dansen blev min redning". Den kunne lige så godt have heddet "Anette blev min redning".

Jens Werner har danset og dømt sig til stor succes i sit professionelle liv, men den allerstørste succes bor han sammen med.

- Hvis der er én person, jeg skylder alt, således at jeg er et enormt taknemmeligt og lykkeligt menneske, så er det Anette. Hun giver mig kærlighed, hun giver mig forståelse, hun giver mig plads. Og på samme måde prøver jeg at være en god ægtemand, fortæller Jens Werner, 58 år, siddende på en stol i den danseskole, han og Anette har skabt sammen i Værløse.

jens werner
Anette og Jens Werner
Foto: Birger Storm

Han mødte sin 11 år yngre hustru til en danseopvisning for godt 20 år siden. Sammen har de børnene, Nikolai og Isabella. Meget har "Vild med dans"-dommeren i tidens løb vundet på alverdens dansegulve, men ingen sejre er større end Anette Werner.

- Nej, det allerførste, der dukker op i mit hoved, er, at jeg har fået lov af universet at møde en pige som Anette. Og at vi så sammen finder ud af, hvad vores mål er og går efter dem og lykkes med dem. Startende med vores to børn, Isabella og Nikolai, dernæst danseskolen og dernæst, at vi har formået at være så enige om alting. Jeg har aldrig mødt et menneske, jeg har været så enig med.., vi kan dog godt have forskellig reaktionstid på det, vi er enige om, siger Jens Werner og fortæller, at han som regel er hurtig på aftrækkeren, mens hans hustrus gemyt mere er til "ro på nu".

- Vi har 7-9-13 aldrig haft en krise, og jeg håber, at der aldrig kommer en. Vi kan godt være uenige, men vi taler os til rette om tingene. Opskriften på et godt ægteskab?, spørger du. Det er 100 procent loyalitet i alle afskygninger.., og husk at danse, ler han.

Set i bakspejlets klare lys kan Jens Werner sagtens forstå, at hans tidligere forhold ikke kunne holde. Hans dans kom altid i første række.

- Når jeg kigger tilbage, skulle jeg aldrig i min aktive dansekarriere have indledt et kæresteforhold med en pige. Aldrig! Et par af dem var mine dansepartnere, og de havde selvfølgelig forståelse for mine ambitioner, men der manglede jo det, som enhver kæreste bør gøre. At være opmærksom, være hensynsfuld, lave overraskelser. Alle de der ting og sager havde jeg ikke overskud til. Men det tager jeg i den grad revanche for nu, for jeg elsker at gøre sådan nogle ting med og for Anette, siger Jens Werner.

Læs stort interview med Jens Werner i BILLED-BLADET, der kom på gaden torsdag den 1. september.

Læs mere om: