Jens Werner satte Merete i en svær situation: Derfor gjorde jeg det
Merete Mærkedahl var nærmest tom for ord efter sin freestyle, da Jens Werner pludselig sagde til hende, at hun skulle beskrive sig selv med 10 superlativer – en for hver karakter, han ville give.
”Badehotellet”-stjerne kæmpede med at få sat ord på sig selv, og ”Vild med dans”-dommeren fortæller nu, hvorfor han satte hende i den svære situation.
- Det kom sig lidt af, at min datter var til samtale på en skole, som hun skal starte på om kort tid. Der sagde inspektøren ”hvis du skulle sætte tre ord på dig selv, Isabella, hvad skal det så være”, siger Jens Werner til BILLED-BLADET og fortsætter:
- For mange mennesker er det nemmere at sætte negative ord på sig selv om det, man ikke er god til, og om at andre er bedre end en selv. Så at skulle sætte 10 superlativer på sig selv, er faktisk meget svært. Og det kunne man se på Merete.
Meget flittig
56-årige Jens Werner endte med at give Merete og Thomas 10 for deres freestyle, efter at parret med hjælp fra dommerne fik nævnt 10 positive tillægsord.
- Merete er en type, som er meget stræbsom og flittig, og jeg tror et eller andet sted, at det var svært for hende at sætte 10 ord på sig selv, siger han og tilføjer:
- Men så fik hun god hjælp fra dommerfronten og af Thomas, som hjalp hende med det sidste ord: at være ydmyg.