10. dec. 2011
Af af John Lautrup

Jes Dorph-Petersen: Jeg føler stor lettelse

Jes Dorph-Petersen
Jes Dorph-Petersen
Foto: Lars Laursen
En tryghedsnarkoman tager springet og siger farvel til TV2.

Jes Dorph-Petersen var ved at køre træt i tjansen som nyhedsvært. Derfor kom tilbuddet om at bestyre TV3s Champions League-transmissioner som sendt fra himlen. Her gør han status efter 22 år som
TV 2s store stjerne.

Lettelsen er til at få øje på dagen derpå. Smilet fylder hans runde ansigt helt ud. Han er glad. I går var hans jobskifte "breaking news". Han blev kimet ned, og han endte sågår som nyhedshistorie hos konkurrenterne på TV-Avisen. Hele hurlumhejet har kun bestyrket ham i troen på sin beslutning.

- Jeg har det pissegodt! fastslår han bramfrit som det første, da vi mødes dagen efter.

Kontrakten med TV3 havde Jes Dorph-Petersen, 52 år, skrevet under nogle dage forinden. Umiddelbart efter havde han det mindre godt. Tryghedsnarkomanen havde efter 22 år som TV 2s Mr. News omsider fulgt sin fars råd om én gang i livet at foretage et rullefald, et karriereskift, og nu var han ved at få kolde fødder.

- Jeg har haft en frygt for at ende som den sure gamle mand på redaktionen. Jeg har mere og mere følt en betænkelighed ved at blive ved. 22 år er trods alt mange år, og der sniger sig et element af gentagelse ind i arbejdet. Jeg har skullet kæmpe med ikke at være ham, der hele tiden siger: Dét har vi prøvet. Jeg har i højere grad skullet mande mig selv op på arbejdet, indrømmer han og siger, at alderen også har spillet ind.

- Lige pludselig kunne jeg mærke, at jeg er i karrierens anden halvleg. Selv om jeg stadig var pisseprivilegeret og fik det, som jeg ville på Nyhederne, skulle de yngre også til. Og selvfølgelig skal de dét. Jeg har et fantastisk forhold til Johannes Langkilde og Jesper Steinmetz. På et tidspunkt fik jeg at vide, at jeg ikke blev inviteret til Anders Breinholsts "Natholdet", fordi jeg er for gammel. Så jeg var godt klar over, at jeg er ved slutningen af min "prime" på Nyhederne. Mine ambitioner var ikke ligefrem forsvundet, men jeg var ikke så hidsig som før, forklarer Jes Dorph-Petersen.

Læs mere om: