11. okt. 2022
Af Karina Didriksen

Jesper fra Gutterne på kutterne afslører: Har brudt med kæresten

Jesper Olsen fra "Gutterne på kutterne".
Jesper Olsen fra "Gutterne på kutterne".
Foto: TV 2
Fiskeren Jesper Olsen fra ”Gutterne på kutterne” på TV 2 danner ikke længere par med Kristina.

Det populære TV 2-program ”Gutterne på kutterne” er tilbage med en ny sæson, og det betyder, at seerne igen kan følge den charmerende fisker Jesper Olsen på skærmen.

Sidst man så ham og hans fiskervenner fra Thorupstrand var i 2020, og meget er sket siden da.

I efteråret 2019 afslørede Jesper, at han havde fundet kærligheden med den jævnaldrende arkitekt Kristina, som boede i Aarhus.

I dag er parret dog ikke længere sammen. Det fortæller den 41-årige fisker i afsnit 2 af ”Gutterne på kutterne”.

Havde store planer

Her ser man, at Jesper har købt et nyt hus og er flyttet fra Thorupstrand til Vester Thorup, der ligger omkring fire kilometer væk fra hjembyen.

Med til huset hører en stor lade, og han fortæller i programmet, at en del af laden faktisk skulle have været brugt som tegnestue til hans kæreste.

- Deroppe skulle have været en tegnestue til Kristina, men vi ser ikke hinanden længere, så nu må vi finde på noget andet at lave, siger Jesper i programmet.

Sæson 7 af ”Gutterne på kutterne” sendes hver tirsdag kl. 20.50 på TV 2.

Læs mere om: