9. dec. 2023
Af Karina Didriksen

Jesper Jensen før nervepirrende VM-kamp: Det skal vi stoppe med nu

Jesper Jensen.
Jesper Jensen.
Foto: Lars Møller/DHF
Landstræner Jesper Jensen vil kun fokusere på håndboldkvindernes næste kamp og ikke på kvartfinalen.

Nerverne kommer uden tvivl til at sidde uden på tøjet, når de danske holdboldpiger lørdag aften skal spille VM-kamp mod Polen.

Selvtilliden led måske et lille knæk, da de tabte mod Japan i denne uge, men det skal de ikke lade sig gå på af, fastslår landstræneren Jesper Jensen.

Han vil ikke fokusere på hverken kvartfinaler og mulige finalerunder, men udelukkende på den kommende kamp i mellemrunden.

- Nu er vi der, ligesom i Slovenien – én kamp ad gangen, og vi er også gået lidt med selv og snakket lidt fremadrettet, og det skal vi stoppe med nu, siger Jesper Jensen til TV 2 Sport og fortsætter:

- Nu er det en bane, der er 40 gange 20 meter, og den skal vi præstere på, og så skal vi tage næste aktion og se, om vi kan udelade følelserne, og er man lidt nervøs, presset eller trykket, så handler det om, hvad det er, jeg skal gøre, og sætte fokus på opgaven. Og det er at slå Polen.

Hvis Danmark vinder over Polen og derefter Tyskland kommer håndboldpigerne i kvartfinalen.

Skulle Danmark tabe til Polen, så er VM-kvartfinaledrømmen heller ikke helt slukket. Det kræver dog blandt andet, at Danmark vinder deres næste kamp mod Tyskland.

Danmarks kamp mod Polen sendes på TV 2 fra kl. 20.30.

Læs mere om: