30. okt. 2015
Af af John Lautrup

Jesper Sørensen fylder 18 år: TILLYKKE!

Jesper Sørensen
Jesper Sørensen
Foto: Lars Horn
Jesper Sørensen har nået en sjælden høj alder for en progeria-ramt

Jesper Sørensen er trods sin lidenhed ikke længere "Drengen i den gamle krop", sådan som vi har lært den ukuelige nordjyde at kende gennem en stribe dokumentarudsendelser på TV2. I dag fylder han 18 år og er således fra dags dato både myndig og en mand.

Hvilket er noget af en milepæl for en progeria-ramt.

- Jesper er meget stolt over, at han nu er den tredjeældste af alle de progeriabørn, han kender. Han synes, det er sejt, og han glæder sig til, at han nu selv for alvor træder ind i de voksnes rækker, sagde hans mor, Jette Sørensen, i sommer til tv2.dk.

- Han mener, at det er udtryk for, at han er stærk og ikke giver op endnu, tilføjede hun rørt.

Jesper har et ukueligt gåpåmod

Desværre har tiden op til fødselsdagen ikke været helt uden triste tanker. I "Jespers store sommertræf", som TV 2 genudsendte i sommer, kunne seerne følge Jespers fine succes i 2014 med at arrangere et nordjysk træf for 13 andre progeria-børn fra hele Europa. I mellemtiden er to af dem døde.

- Bare en måned efter træffet døde Tontje fra Belgien, og i april i år døde Hayley fra England, som var Jespers gode veninde gennem mange år. Det er noget, han tænker meget over, har Jette Sørensen fortalt tv2.dk

Jesper Sørensen gennemgik i foråret en hofteoperation efter at være kommet til skade under fodboldspil. Efter operationen har han holdt lav profil og opholdt sig meget hjemme i Poulstrup hos familien hos mor og far, Jette og Niels, og hans 19-årige storebror, Jacob. De mange sygedage har samtidig betydet, at Jesper har været nødt til at udskyde sin planlagte køkkenuddannelse, skriver tv2.dk, og tilføjer, at Jesper - bortset fra sine problemer med at gå - har et fint helbred og et ukueligt gåpåmod.

Progeria er en meget sjælden sygdom, der udover undervækst, betyder, at kroppen ældes otte gange hurtigere end hos raske. Sind og psyke følger den normale aldersudvikling. Den gennemsnitlige levealder for progeria-ramte er 13 år.

Læs mere: Jesper Søren æresborger

Læs mere om: