16. dec. 2021
Af Liz Rørsig

Jesper Steinmetz’ søde ord om Natasja Crone: Sådan er vores venskab

Jesper Steinmetz
Jesper Steinmetz.
Foto: Gregers Overvad
Både Natasja Crone og Jesper Steinmetz har drømt om at være værter sammen på TV 2. Nu lykkes det endelig.

Natasja Crone og Jesper Steinmetz er kollegaer og venner og har kendt hinanden siden Journalisthøjskolen.

De har arbejdet sammen masser af gange, og langt om længe skal de også være værtspar.

Det sker, når TV 2 viser ”De kongelige øjeblikke 2021” direkte fra Koldinghus i Kolding den 16. december 2021.

- Jeg glæder mig helt vildt meget til at sende sammen med Jesper. Vi skulle have været værter sammen, da Donald Trump annoncerede sin officielle tur til Danmark med besøg hos dronningen og det hele. Men dét besøg blev som bekendt aflyst meget abrupt og usædvanligt, og det gjorde vores værtskab så også. Nu får vi så heldigvis chancen igen, siger Natasja Crone til BILLED-BLADET om sin nye værtsmakker.

Et stort ønske

Jesper ser også frem til at være på skærmen sammen med vennen og kollegaen Natasja.

- I årenes løb har vi gjort flere tilløb til at være værter sammen og har længe plaget vores chefer om at få lov. Det var næsten ved at lykkes, da Donald Trump skulle til Danmark, så vi var næsten mest skuffede over, at vi ikke fik lov at lege professionelt sammen, da besøget blev aflyst, fortæller Jesper Steinmetz.

- Nu ser det endelig ud til at lykkes, og jeg håber, at al den varme og de mange fnis, der præger vores venskab, også vil skinne igennem, når vi præsenterer ”De kongelige øjeblikke 2021”, tilføjer Jesper Steinmetz.

Natasja Crone og Jesper Steinmetz
Natasja Crone og Jesper Steinmetz.
Foto: Per Arnesen/TV 2.

Læs mere om: