
Jette havde ikke ryddet op i 20 år: Sådan går det efter Vi drukner i rod

84-årige Jette Enevoldsen var bogstaveligt talt druknet i rod.
Det kunne Lene Beier og ekspertteamet i sæsonpremieren på TV 2’s ”Vi drukner i rod” konstatere, da de besøgte hendes treværelses lejlighed i Allerød.
Jette lider af ekstrem samlermani, og hendes søn, Tom Enevoldsen, havde derfor meldt sin mor til programmet, så der for alvor kunne blive gjort noget ved det.
Hendes hjem lignede nærmest én stor losseplads. Der var skrammel overalt. Der var ingen siddepladser til gæster, og sengen og køkkenet var læsset med rod.
- Det gør mig ked af det. Jeg får hele følelsesspektret sat i gang, når jeg kommer herover. Jeg bliver også irriteret over, at hun ikke gør noget ved det, sagde sønnen Tom i programmet.

For at kunne komme rundt i lejligheden, havde Jette lavet stier gennem rodebunkerne i hvert rum.
Det viste sig, at Jette ikke havde ryddet op i sin lejlighed i mere end 20 år - lige siden hun begyndte at arbejde i en genbrugsbutik.
Jette drømte om at komme videre med sit liv, så hun igen kunne invitere gæster – og ikke mindst sine to børnebørn – indenfor.
Da Lene Beier og holdet fik ryddet lejligheden, var Jettes liv pakket ned i ikke mindre end 265 flyttekasser.
Det hele blev sorteret og fordelt i sektioner i en stor lagerhal, hvor Jette skulle være med til at frasortere alle de ting, hun ikke længere havde brug for.

Der var blandt andet hele 723 bøger, 230 kort, 246 duge og 252 plasticposer.
- Jeg er helt i chok. Det er pinligt. Men det, jeg kommer til at glæde mig til, når jeg kommer hjem igen, er at leve i nuet og ikke skal tænke på alt det møg, jeg har samlet, sagde en berørt Jette.

Både hun og sønnen blev tydeligt rørte, da de så den store forvandling af lejligheden efter oprydningen.
Der havde ikke siddet gæster ved Jettes spisebord i over 20 år, men nu var stuen pludselig fuldstændig ryddet, og det samme gjaldt for alle de andre rum.
- Det er simpelthen så flot, jeg er så glad for det. Tusind tak alle sammen, sagde Jette, som fik et trøstende kram af Lene Beier, da tårerne pressede sig på.
Sådan går det nu
Men hvordan går det så i dag. Har Jette mon kunnet holde sit hjem pænt og ryddeligt, eller har samlermanien taget over igen?
I et interview med TV 2 afslører Jette, hvordan hendes lejlighed ser ud, efter hun deltog i ”Vi drukner i rod”.

Den i dag 85-årige pensionist kan stadigvæk gå ubesværet rundt i sit hjem, og hun glæder sig over, at hun nu kan invitere gæster uden at være flov over det.
- Det har været rart, når jeg en gang imellem helt improviseret har kunne byde folk indenfor, siger Jette til TV 2.
Det viser dig dog, at hun ikke helt har kunnet lade være med at tage nogle ting fra genbrugsbutikken, hvor hun arbejder, med hjem.
Jette erkender, at hun blandt andet har købt nogle glas, glasskåle, påsketing og stole, efter at optagelserne sluttede i efteråret.

Derudover har den tidligere ekstreme samler ikke lyst til at vise sit soveværelse frem, da TV 2 besøger hende.
Her fortæller Jette blot, at hun har lagt alt sit skrammel ind i soveværelset, blandt andet sommertøj, vintertøj og vasketøj.
”Vi drukner i rod”-deltageren fastslår dog, at hun ikke vil lade sin lejlighed blive nær så rodet, som den var inden tv-optagelserne.

”Vi drukner i rod” sendes mandage kl. 20.00 på TV 2.
