
Johanne Louise Schmidt har dannet par med skuespiller i 15 år, men én ting kunne de godt blive bedre til

Der er meget at smil over for Johanne Louise Schmidt, der efterhånden har sat en tyk streg under sit talent for skuespil.
Senest har tv-seere kunnet følge hende i rollen som Itana Kepic, der foruden at være plejesøster til PET-agenten Margrethe Franck også er politikommissær, som er på jagt efter Niels Oxen.

I år er det også kommet frem, at hun i 2026 skal noget, der nærmest er det diametralt modsatte af hendes rolle i ”Oxen 2”. Hun skal være med i Cirkusrevyen.
Hjemme i privaten er hun og kæresten dog vant til at navigere forskellige roller.
Johanne Louise Schmidt danner nemlig par med Thomas Hwan, der lige som hende også er skuespiller.
Parret har datteren Allie sammen.
Johanne Louise Schmidt og Thomas Hwan har været kærester i mere end 15 år, og det er efterhånden otte år siden, at de blev forlovede. Bryllup er det dog ikke blevet til endnu.

Den 42-årige skuespiller har virkelig fundet sin store kærlighed i Thomas Hwan, og selv om der er mange ting, de er gode til som par, er der en ting, der halter.
- Jeg ville ønske, at vi var bedre til at gå ud, men vi gør det der med at tage væk et døgn. Helt ud af byen, hvor vi kun er Thomas og jeg. Hvor vi bare kan være os to, spise noget god mad, drikke noget vin og gå nogle ture. Heldigvis er vi ret gode til at finde ind i det igen, for i en travl hverdag hvor vi arbejder meget, skal man virkelig prioritere. Vi prioriterer vores lille trekløver, fortalte Johanne Louise Schmidt tidligere på året til BILLED-BLADET.
- Men jeg ville ønske vi kunne tage på flere getaways. Det tror jeg, ligger hos os to. Vores datter er jo også blevet otte, så vi kan sagtens tage væk, så det må være et nytårsforsæt for os, uddybede hun.
