Kærlighed hvor kragerne vender: Sådan tog Sussi sit valg
Som den første pige i programmets historie fik Sussi Lem lov til at tage på landsbydate med Mathias og Peder, for at hun kunne lære dem begge to bedre at kende.
Men efter de to dates var hun klar over, at hun skulle træffe et svært valg.
Kunne have valgt Mathias
Sussi stod over for et svært valg.
Hun kunne se mange fordele ved at fortsætte jagten på kærlighed med Mathias.
- Efter jeg havde været på date med Mathias, kan jeg huske, at noget af det, jeg sagde i interviews den dag, var det her med, at hvis man kigger udelukkende på de ydre faktorer: Nors som by, vores fællesinteresser, vores fælles passion for håndbold, foreningsarbejde, hvor vi står henne i livet og vores ønsker for fremtiden, så var der slet ingen tvivl om, at jeg skulle vælge Mathias, siger Sussi Lem til BILLED-BLADET.
Fulgte mavefornemmelsen
Men på trods af det valgte Sussi at gå med sin mavefornemmelse.
- Min mavefornemmelse ligger hos Peder. Det er der, jeg skal prøve lykken. Så kan man jo spekulere over, hvad søren det er for en mavefornemmelse, der gør det. Det er jo kemi og sådan nogle ting, det handler om, siger hun.
I program fem kunne Sussi derfor fortælle Mathias og de øvrige tre piger, at hun havde valgt at gå videre med Peder.