21. sep. 2023
Af Karina Didriksen

Kan det virkelig passe? Mange undrer sig over en helt bestemt ting i 3xBeliggenhed

Christian Borregaard og Sara Lygum
Christian Borregaard og Sara Lygum
Foto: Alex Tran
Boligeksperten Sara Lygum fra ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed” forklarer, hvordan forhandlingerne i programmet i virkeligheden foregår.

Siden 2014 har danskerne kunnet følge med i ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed”, der er et af TV 2’s mest populære boligprogrammer.

Programmet varer kun omkring 45 minutter, og i løbet af den tid går Sara Lygum og Christian Borregaard på jagt efter boliger til hver deres deltagere.

Når det lykkes at finde en drømmebolig, ser man til sidst i programmet, at boligeksperterne går i gang med forhandlingerne. Og her er der måske nogle seere hjemme i stuerne, som undrer sig lidt.

For kan det virkelig passe, at det er så nemt at få fat i mæglerne over telefon, at forhandlingerne ofte er overstået på få minutter? Nu svarer Sara Lygum.

- Der er så mange, der siger, at det ikke kan passe, at det går så hurtigt! Det, man kan sige om forhandlingerne, er, at vi kun har meget kort tid til at vise det på skærmen, fortæller Sara Lygum til BILLED-BLADET og tilføjer:

- Men alle de opkald, man ser på skærmen, er ægte. Nogle gange tager en forhandling en halv time, og andre gange tager den to en halv time.

Ifølge Sara Lygum er der dog en lille forskel på, hvordan forhandlingerne foregår på tv.

- Det, der er anderledes end i virkeligheden, er, at mægleren får at vide, at man skal kunne komme i kontakt med ham/hende, hvis det bliver aktuelt, og at de skal kunne have en forbindelse til sælger, forklarer den fynske boligekspert og fortsætter:

- Det kan man ikke normalt, for mæglerne har jo også et arbejde, de skal passe. Så det er ikke, fordi der er noget snyd i det, vi er bare nødt til at have sat rammen, fordi der står et helt tv-hold og venter.

”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed” sendes på TV 2 torsdag d. 21. september kl. 20.00. Det er det foreløbigt sidste afsnit i denne sæson.

Læs mere om: