Karen Mukupa aftenens højdespringer – Katrine Fruelund ude

Hanne Juul / BILLED-BLADET
Karen Mukupa og Michael Olesen overraskede og scorede aftenens og sæsonens højeste point, mens James og Mie og Katrine og Aslak endte i omdans og Katrine måtte sige farvel.

Om det er zumbaen i Aarhus, der har gjort forskellen, er ikke til at sige, men Karen Mukupa og Michael Olesen dansede sig i deres salsa ikke alene til deres absolut bedste karakterer, men også til aftenens bedste dommerpoint.

Hele 23 point blev det til – og tre sekstaller – til en jublende glad og lidt overrasket Karen Mukupa.

Gæsteoptrædende, moonwalk og danseglæde

Patrick Berdino og Jenna Bagge fik hele studiet til at smile med deres salsa, der virkelig levnede plads til Patricks indre cirkusartist.

- Det er danseglæde, når det er bedst, sagde Anne Laxholm og dommerne kvitterede med 20 point.

Også John Faxe Jensen og Karina Frimodt fik smilene frem.

Ikke alene havde Karina indlagt en lille dans med gæstesanger Wafande, som sang sin nye single ”Himlen for mig selv” – i en dansesekvens, som Wafandes kæreste havde koreograferet.

Hun havde også sikret plads til, at John Faxe kunne komme i kontakt med sin indre Michael Jackson i en skøn moonwalk.

Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard fik endnu en gang gode karakterer og flotte ord med på vejen og 22 point for deres cha cha cha. Bare ét point færre sikrede Søs Egelind og Mads Vad sig for deres stemningsfyldte vals til tonerne af Disney-hittet ”Beauty and the Beast”.

Hård dom til Ena og Thomas

Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen havde fornøjelsen af en tango og Ena så forrygende ud i sin sorte kjole, der dog drillede en lille smule. Undervejs satte en hæl sig nemlig fast i kjolen.

Om det var det lille uheld, der talte ned, er svært at gætte på, men dommerne var ikke udelt begejstrede for Ena og Thomas’ dans og parret måtte nøjes med 15 point.

Til gengæld blev de råbt op som første par, der er videre til næste uge.

Katrine og Aslak i omdans igen

For anden gang måtte Katrine Fruelund og hendes partner Aslak Amtrup i omdans. Denne gang var den direkte modstander James Sampson og hans partner, Mie Moltke.

- Det er knap så fedt. Men så får vi lov til at danse en gang til, sagde James Sampson, inden han og Mie atter kastede sig ud i en vals.

Katrine havde erfaringen fra første omdans at trække på, men det var desværre ikke nok og håndbolddarlingen blev årets tredje nydanser til at  forlade ”Vild med dans”.

Seneste nyt

Læs mere om:

Fra forsiden