Karina Frimodt åbner op efter brud med sin forlovede
"Vild med dans"-danser Karina Frimodt kunne i sidste uge dele den triste nyhed, at hun og kæresten gennem 10 år, Kasper Lentz, er gået hver til sit.
Det gjorde hun på sin Instagram-profil, hvor hun delte et billede af de to sammen.
– Den seneste tid i vores liv har været fyldt med mange følelser og tanker. Vi har efter 10 gode år valgt at gå hver til sit og fortsætter ikke længere som kærester, men som de bedste venner, skriver hun i opslaget og fortsætter:
– Vi har altid været supergode partnere, og vi vil altid være en familie, uanset hvor vi hver især ender i livet. Vores børn er vores absolutte første prioritet og vi kommer til at gøre alt hvad vi kan for bedst muligt at få dem igennem en svær tid for vores familie.
Sammen har Karina Frimodt og Kasper Lentz sønnen James, og Karina har teenagedatteren Mathilde fra et tidligere forhold.
Parret blev forlovet i juni 2019, men de nåede altså aldrig at blive gift.
Har vidst det længe
Overfor HER & NU fortæller den garvede danser nu en smule om forløbet op til, at bruddet blev endeligt offentliggjort.
– Vi havde længe vidst, det var forbi, men først nu fundet ud af, hvad vi skulle gøre med børnene og alt det praktiske, fortæller hun til mediet.
Karina Frimodt blev sammen med sin dansepartner, radioværten Nicholas Kawamura, stemt ud af den nuværende sæson "Vild med Dans" som det første par.