29. mar. 2022
Af Majken Munk

Kasper fra Kærlighed hvor kragerne vender: Derfor måtte jeg sætte foden ned overfor pigerne

Kasper Krogh Bendixen
Kasper Krogh Bendixen
Foto: Per Arnesen/ TV 2
Kasper Krogh Bendixen må træde i karakter, da der opstår dårlig stemning imellem hans tre udvalgte piger.

26-årige Kasper Krogh Bendixen dater tre piger i ”Kærlighed hvor kragerne vender”.

Hans udvalgte piger er Maja, Cille og Christie. Sidstnævnte deler han også med Nicolai og Jimmi.

At Christie ikke har taget et valg om, hvem af drengene hun skal fokusere på, giver anledning til dårlig stemning, og derfor må Kasper Krogh Bendixen steppe op.

Dater flere

Det er en del af præmissen for ”Kærlighed hvor kragerne vender”, at flere piger dater den samme fyr.

For Kasper Krogh Bendixen var det en særlig oplevelse at date tre piger på samme tid.

- Altså det er selvfølgelig en anderledes måde at date på. Det er meget intenst, fordi man skal kigge rundt på dem alle sammen og give dem lige meget opmærksomhed, fortæller han.

Deler Christie

Kasper har valgt at fortsætte med Maja, Cille og Christie i programmet. Sidstnævnte dater også Nicolai og Jimmi.

For ham blev det på en måde en konkurrence med de to andre drenge om at sikre sig hendes opmærksomhed.

- Der blev det jo lidt en konkurrence, og det stak lidt af, for jeg er meget et konkurrencemenneske. Jeg synes, hun var rigtig sød, men hun var også bare interessant, fordi jeg skulle dele hende med de andre, fortæller han.

Derfor fylder det også noget, at hun dater de to andre, da Kasper Krogh Bendixen skal tage valget om at sende en pige hjem.

- Ja, det gjorde det. På den måde at jeg delte Christie med de andre, så jeg havde ikke mulighed for at snakke med hende og være så meget sammen med hende som de andre piger, fortæller han.

Ingen drama

At Christie fortsat dater tre drenge, gør også, at der opstår lidt dårlig stemning blandt pigerne.

Heldigvis er Kasper Krogh Bendixen med til at mane den dårlige stemning til jorden.

- Det kunne jeg ikke være i, så da jeg blev trukket til side i en sync (optagelse red.), sagde jeg: ”Jeg gider ikke drama”. For er der noget, jeg ikke gider, så er det drama, fortæller han og uddyber:

- Jeg synes, stemningen var fin nok efter det, fordi vi fik talt det til jorden.

Hvem Kasper Krogh Bendixen vælger at sende hjem, afsløres først i næste afsnit af ”Kærlighed hvor kragerne vender”, som sendes tirsdage klokken 20.00 på TV 2.

Læs mere om: