Keld Heicks søde overraskelse: Sådan var det at synge for Hilda
Det kom som noget af en overraskelse, da Keld Heick pludselig stod på scenen og sang ”E Viva España”, mens hans hustru dansede pasodoble med Michael Olesen i ”Vild med dans”.
- Det var dejligt at se glæden i hendes øjne, da hun dansede. Det nød jeg virkelig, fortalte Keld Heick efterfølgende og tilføjede:
- Jeg er meget stolt af hende. Det er så flot og modigt af hende at sige ja til programmet. Jeg ved, hun nyder det, og jeg nyder at se, at hun nyder det.
Havde sagt nej
Den 74-årige musiker havde oprindeligt takket nej til at synge live i ”Vild med dans”, men så kom han på andre tanker.
- Jeg blev spurgt om det for længe siden, men der sagde jeg nej, fordi det var Hilda, der skulle være i fokus og ikke mig. Men så ringede Claes Antonsen fra The Antonelli Orchestra til mig og sagde, at det ville være dejligt, hvis jeg ville være med, fortalte Keld Heick, som endte med at sige ja.
- Men det er 45 år siden, jeg sidst har sunget den sang, så jeg var nødt til at have noget tekst til, for jeg kunne ikke huske den udenad.