3. aug. 2016
Af Helle Skram de Fries

Kontroversiel designer med i Vild med dans

Nicholas Nybro.
Nicholas Nybro.
Foto: Scanpix
Nicholas Nybro er den første designer, der deltager i ”Vild med dans”, og han glæder sig.

I den store offentlighed er designeren Nicholas Nybro mest kendt for at være skaberen af den kjole, Ghita Nørby havde på til dronningens kulturbal i marts.

Selv syntes designeren, at den 81-årige skuespillerinde så "stinkende godt ud", fortæller han til TV 2, der samtidig oplyser, at den kompromisløse designer skal deltage i ”Vild med dans” 2016.

Dermed har han mulighed for at blive kendt for andet og mere end den spektakulære kjole.
(artiklen fortsætter under billedet)

Ghita Nørby
Foto: Hanne Juul / BILLED-BLADET

Vil give den fuld skrald

Nicholas Nybro glæder sig til at give den ”fuld skrald” på dansegulvet og vil gerne bruge sin deltagelse i ”Vild med dans” til at nedbryde nogle af de fordomme, han mener, der er om modebranchen.

- Folk i modebranchen har jo ry for kun at drikke champagne og klappe hinanden på skulderen. Det ry vil jeg gøre op med, og jeg vil gerne vise Danmarks befolkning, at man som designer sagtens kan have en masse selvironi og være folkelig. Og så bliver det da kun dejligt, at jeg kan rode lidt op i min egen branche, siger 34-årige Nicholas Nybro til TV 2.

I maj nåede Nicholas Nybro endnu bredere ud med sit design, da verdensstjernen Sia optrådte i en af hans kreationer i finalen af den amerikanske udgave af 'The Voice' for millioner af seere over hele verden.

Vanvittigt dygtige syersker

Han regner dog ikke med at blande sig voldsomt i, hvad hans dansepartner og han selv skal optræde i.

- ”Vild med dans”-syerskerne er så vanvittigt dygtige, og jeg har ikke behov for at diktere eller designe for dem. Det bliver bare fedt at kunne stå helt stille og lade andre gøre, hvad jeg ellers selv gør en milliard timer om ugen. Men som person er jeg superfarverig og indeholder masser af ballade og fest, og det skal helt sikkert afspejles i mit tøj. Der skal være plads til et klassisk, stramt pingvinsæt – men også til et leopard-jakkesæt med store ærmer.

Årets nydansere

De øvrige kendis-dansere i årets udgave af "Vild med dans" er: sanger Julie Berthelsen, sanger Thomas Buttenschøn, skuespiller Laura Bach, TV-vært Lene Beier, filminstruktør Søren Fauli, fægter Patrick Jørgensen, sanger Kirsten Siggaard, bokser Sarah Mahfoud, skuespiller Mille Dinesen og skuespiller Mathias Käki Jørgensen. Den sidste mandlige nydanser bliver afsløret torsdag 4. august.

Læs mere om: