16. apr. 2024
Af Majken Munk

Krævede det af produktionen: Benjamin forklarer situationen med Line i Kærlighed hvor kragerne vender

Benjamin samt Line og Kaya i "Kærlighed hvor kragerne vender"
Benjamin samt Line og Kaya i "Kærlighed hvor kragerne vender"
Foto: Anders Brohus/ TV 2 og Blu/ TV 2
Benjamin har sætter sine piger Kaya og Line på prøve i ”Kærlighed hvor kragerne vender”. Da daten var ovre, havde Benjamin et krav til produktionen, som han ville have opfyldt.

Der skulle skubbes til grænser på Benjamins date med sine to tilbageværende piger Kaya og Line i ”Kærlighed hvor kragerne vender”.

For han inviterer dem ud på en brandskole, hvor brandmænd bliver uddannet.

- Jeg har planlagt, at vi skulle derud, fordi jeg gerne ville presse pigerne ud af deres comfortzone. Det er, når man bliver presset lidt ud over kanten, at man ser folk for, hvem de rigtigt er. Og så ville jeg gerne vise den side af mit liv. Jeg har det bedst med at lave noget aktivt, når man er på date, og så vidste jeg, at det kunne få dem til at svede lidt, fortæller han til BILLED-BLADET.

Men han er meget imponeret over, hvordan pigerne går til opgaven.

- Der er ikke finger at sætte på deres engagement. De tog det i stiv arm. Mange kan godt lade sig slå ud i for eksempel en klaustrofobi-test, som er den, de viser i programmet. Der er ingen af dem, der bakker ud, fortæller han og løfter sløret for, at de også lavede noget, der ikke kom på tv:

- Vi laver også noget slukning af det, vi kalder et kar-brand. Et kar med væske, der er ild i. Det har de desværre ikke med i programmet.

Det var egentlig meninger, da daten var ovre, at Benjamin skulle fortsætte med sine to piger. Han var nemlig ikke tvunget til at tage et valg, fordi Freja, som han datede, trak sig tidligere i programmet.

Men Benjamin giver udtryk over for produktionen, at han har lyst til at sende en af pigerne hjem.

- Jeg tager en snak med Line, fordi jeg ikke har mærket den gnist, jeg gerne ville mærke. Så er det ikke fair over for Line at tage hende med videre. Jeg beder produktionen om at ændre på formatet, fordi det er mere, end hvad jeg kan stå inde for at tage Line med videre. I princippet skulle Line med ud og mødes med forældre, men det ville jeg ikke byde hende, når jeg vidste, at gnisten ikke var der. Produktionen var heldigvis åbne for at lave en ændring, fortæller han.

Forinden daten på brandskolen har Line og Benjamin også haft en længere snak om netop den manglende romantiske gnist. En snak, der ikke er kommet med på tv.

- Line og jeg havde snakken i afsnit seks, hvor vi har spadate. Line hiver mig med ud, fordi vi ikke fik mulighed for at snakke til festen. Der går Line lidt til mig, fordi hun har brug for at mærke mere fra mig og for at få mig til at reflektere over hele oplevelsen. Det gjorde, at jeg reflekterede over de piger, jeg havde, og hvor min energi lå, og der kunne jeg mærke, at der ikke var hos Line. Hun kunne også mærke på mig, at jeg kunne være mere tilbageholden. Men det gjorde bare, at jeg forstod, at det ikke var der, min energi skulle ligge, derfor var det kun fair, at jeg ikke tog hende med videre.

Benjamin ærgrer sig over, at den snak ikke er med i programmet, for den viser en anden side af ham.

- Jeg synes, det er ærgerligt, fordi jeg synes meget af min person er klippet meget som svigermors drøm. Der er ingen ridser i lakken. Line prikker til mig og rammer nogle af mine svage sider, og det ville også være fint at have med. Også for Lines vedkommende er det ærgerligt, for det fortæller meget om hende, fortæller han.

Da Benjamin skulle fortælle Line om sin beslutning, var han lidt nervøs for hendes reaktion, men hun tager det rigtig pænt.

- Jeg var spændt på, hvordan hun ville tage det. Jeg vidste ikke, hvordan hun havde det og følte. Jeg synes, at Line er en skøn person. Det var ikke sjovt, men det var det rigtige. Det gør det hele noget nemmere, at hun tager det på den måde. Det er ikke nogen hemmelighed. Vi får en god snak. Vi fik sat ord på, at det kunne føre til et godt venskab, hvilket det også har vist sig, fortæller han.

For Benjamin og Line har efter programmet set lidt til hinanden, fordi de er blevet så gode venner.

- Som jeg nævner nogle gange i programmet, er vi et godt match på papiret. Det er grundstenene for det venskab, vi har. Vi har også en fælles oplevelse sammen. Det er stadigvæk et nyere venskab, og det kan nå at blive stærkere. Det er en skøn person at have i sit liv, og det er skønt at se mine unger rende rundt i haven derude på hendes landsted og samtidig have gode snakke med hende, fortæller han.

Læs mere om: