3. maj. 2023
Af Catja Klarskov

Kristian Bech forsøger at løse mysteriet om Michelles far i Som sunket i jorden: Derfor er sagen en af de sværeste, han har haft

Kristian Bech og Bernd Biermann 
Kristian Bech og Bernd Biermann
Foto: Birger Storm og Finn Hageman/TV 2
I to nye afsnit af ”Som sunket i jorden” kaster Kristian Bech sig over mysteriet om Michelles forsvundne far. En sag fra 2015 tv-værten kalder en af de sværeste, han har forsøgt at løse.

I de to nyeste afsnit af TV 2-programmet ”Som sunket i jorden” forsøger journalist og forhenværende politiassistent Kristian Bech at løse en af de hidtil sværeste sager, han nogensinde har kastet sig over.

Der er en helt særlig grund til, at mysteriet om Michelles forsvundne far, Bernd Biermann, er så svær at løse. Bernd forsvandt nemlig helt uden varsel i 2015, kun få uger efter at hans dengang 15-årige datter, Michelle Biermann, havde været på weekend hos ham i Tyskland.

Intetanende var Michelle vendt retur til den efterskole, hun på daværende tidspunkt gik på, da hun modtog en pakke med slik, T-shirts og et sødt kort fra sin far. Det blev det sidste sikre livstegn, hun fik fra ham i flere år.

I 2017 begyndte der dog at tikke foruroligende beskeder ind i Michelles Facebook-indbakke, og selv om navnet ikke stemte overens med farens, så udgav afsenderen sig indirekte for at være Bernd Biermann.

I de alarmerende beskeder skrev personen bag, at han befandt sig i München, men at han ingen penge havde, ingen bil, intet hjem og ingen venner, hvorefter han afsluttede med at oplyse, at han snart opgav alt håb. Herefter hørte Michelle ikke mere.

Vender hver en sten

Da Kristian Bech først kastede sig over sagen, var selv de mindste spor afgørende. Han afsøgte derfor muligheden for, at Michelles far kunne befinde sig i München, som beskederne indikerede.

Derudover besøgte han blandt andet tidligere bopælsadresser, opsøgte en forhenværende arbejdsgiver og han tog sågar kontakt til håndboldklubben Flensburg Handewitt, som Bernd var stor fan af.

Men Kristian Bechs mange anstrengelser var forgæves. Bernd Biermann var som sunket i jorden, og hverken familie, venner eller arbejdsgiver havde hørt fra ham, siden han forsvandt.

For hver en sten, Kristian Bech vendte, og hvert et spor, han forfulgte, endte blindt, hvilket gjorde sagen til en af de sværeste, han nogensinde har forsøgt at løse.

– Det er utroligt, at jeg endnu ikke er kommet tættere på Bernd. Det her er en af de sværeste sager, jeg har haft, fortæller en frustreret Kristian Bech i slutningen af første afsnit.

Selv om Kristian Bech ikke ved slutningen af første afsnit var kommet meget nærmere et svar på mysteriet om Michelles far, så fandtes der endnu veje, han manglede at gå.

I hele to afsnit af ”Som sunket i jorden” forsøger Kristian Bech nemlig at få svar på, hvad der skete med Bernd Biermann. Anden del bliver sendt onsdag den 10. maj klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.

Læs mere om: