11. maj. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Kristian Bech fra Som sunket i jorden fandt Elisa, men hun ville ikke se sine tre børn: Efter to år er der nu fantastisk nyt

Kristian Bech
Kristian Bech
Foto: Mikael Rieck
Det er to år siden, at man på TV 2 i "Som sunket i jorden" kunne følge Emilie, Mikkel og Maria og deres kamp for at finde deres mor, Elisa, som forsvandt i 2018. Nu er der endelig godt nyt i sagen.

Kristian Bech har efterhånden hjulpet mange danskere med at finde forsvundne familiemedlemmer i TV 2’s dokumentarserie ”Som sunket i jorden”.

Tilbage i januar 2021 forsøgte han at hjælpe tre børn, som i 2018 mistede kontakten til deres mor, Elisa. Det lykkedes tv-holdet at finde hende, men hun afviste dengang at møde sine børn, og i telefonsamtalen blev det desuden gjort klart af hendes kæreste, at eftersøgningen af Elisa skulle stoppe.

Her to år senere er der dog nu fantastisk nyt i sagen.

Det viste sig, at det slet ikke handlede om, at Elisa ikke ville se sine børn, men derimod at hun blev tilbageholdt af sin manipulerende kæreste. I januar i år blev Elisas ekskæreste anholdt mistænkt for at have udøvet psykisk vold mod hende.

Herefter gik hun fra ham og blev genforenet med sin familie efter næsten fem år.

Det skriver TV 2.dk.

21. april fik Elisas ekskæreste et års fængsel ”for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der var egnet til utilbørligt at styre” hende, konkluderede retten i Esbjerg.

Hans kontrol over Elisa har blandt andet betydet, at hun er gået glip af to af sine børns konfirmationer og sin egen mors begravelse.

Ifølge TV 2.dk ringede Elisa kort efter anholdelsen af ekskæresten til sin søster, og dernæst til faren til sine tre børn, Michael Madsen, som gav telefonen videre til de to af børnene, som var hjemme. Dernæst kørte familien af sted for at blive genforenet med Elisa, som de ikke havde set siden 2018.

- Det var fantastisk, siger Michael Madsen til TV 2.dk om gensynet.

Elisas børn har nu endelig fået svar på, hvorfor hun pludselig forsvandt. 
Elisas børn har nu endelig fået svar på, hvorfor hun pludselig forsvandt.
Foto: Finn Hagemann/TV 2

I dag er hun kommet på krisecenter, og ifølge Michael har Elisa det godt efter omstændighederne, fordi hun nu kan være sammen med sine børn, og fordi ekskæresten har fået sin fængselsdom.

- Det har taget en masse pres fra hende. Hun har klaret det rigtig godt. Det er sejt, at hun tog beslutningen om at komme væk fra ham, da hun fik muligheden for det, siger han.

Torsdag aften kan man i "Som sunket i jorden - de nye spor" se og høre mere om sagen, der nu heldigvis har fået en lykkelig afslutning.

Læs mere om: