1. okt. 2010
Af af Helle Skram de Fries

Kristian Jensens kone: Dommerne er hårde ved ham

Kristian Jensen og hans kone Trine
Kristian Jensen og hans kone Trine
Foto: Niels Henrik Dam
Trine var med i studiet for at støtte, og hun var stolt og lykkelig over, at hendes Kristian gik videre i ”Vild med dans” trods en katastrofal præstation ved første show.

I første "Vild med dans"-show indkasserede Kristian Jensen det allerførste 1-tal, og det rystede ham tydeligvis. I fredags tog Venstre-politikeren revanche i en quickstep med tre 3-taller og et 2-tal og sikrede sig videre deltagelse i danseshowet.

- Jeg er meget stolt af ham, men ikke så overrasket. Jeg synes, dommerne var meget hårde ved Kristian sidst, og jeg ved jo godt, at han kan danse, siger fru Trine, der var i studiet for at heppe.

Selvom der var masser at fejre, valgte ægteparret at springe nattefesten over og tage direkte hjem til Herning, hvor deres tre små sønner lå og sov.

Når Kristian er hjemme, hjælper han med børnene, vasketøjet og madlavningen - og så elsker han at slappe af med at passe sin urtehave.

- Men Trine er nu den bedste til at lave mad - og bage, pointerer Kristian.

Kobberbryllup næste år

Næste år bliver der også brug for planlægning. Både Kristian Jensen og fruen fylder 40 og har samtidig kobberbryllup - og det skal fejres.

Normalt fejres bryllupsdagen med en romantisk middag.

- Det er mest Trine, der går op i den slags, men vi skal da holde fest til vores kobberbryllup, forsikrer Kristian Jensen.

Lige nu holder han dog fokus på "Vild med dans", og politikeren vil træne benhårdt for at undgå flere af de barske 1-taller.

Læs mere om: