Lagde du mærke til det? Kendt forfatter dukkede pludselig op på Ruths Hotel
I TV 2-programmet "Ruths Hotel" får man et spændende indblik i den festlige og famøse uge 29 i Skagen, hvor glade mennesker fra hele landet valfater til den jyske nordspids for at nyde iskold hvidvin under den varme sol.
I programmet følger man de ansatte på det gamle badehotel Ruths Hotel i årets travleste uge, hvor godt 200 gæster hver dag har booket bord på hotellets terrasse.
Her vil de indtage skaldyr og kølige drikkevarer i lange baner, og derfor får de ansatte travlt med at optimere køkkenet og have styr på den effektive og servicemindede servering.
Kendt for
Det er ikke uvant at spotte kendte mennesker på det fine hotel - og undervejs i det første afsnit af den tredje sæson af "Ruths Hotel" spotter man da også et særdeles velkendt ansigt.
Der er tale om forfatter Morten Albæk, som undervejs i programmet skriver på sin femte bog, og for ham giver det god mening at være omgivet af festglade mennesker, mens han fordyber sig i skriveriet.
- Jeg kan godt lide at skrive i et miljø, hvor jeg har mulighed for lige at fjerne blikket for skærmen og så faktisk se på noget liv. Og det kan være det liv, som tjenerne og personalet skaber på terrassen, og det kan være det liv, der er ved bordet ved siden af, hvor du pludselig kan konstatere, at der sidder et sødt, midaldrende ægtepar, og du begynder at sidde og forestille dig, hvad de taler om.
Det første afsnit af den tredje sæson af "Ruths Hotel" på TV 2 ruller over skærmen den 21. marts klokken 20.50, men kan allerede nu ses på TV 2 Play.