
Landmand søger kærlighed-Tine med trist nyt: Det gik skævt efter Reality Awards

Landmanden Svend gjorde comeback i TV 2-programmet ”Landmand søger kærlighed” i 2024.
Han endte med at vælge Tine Bech, men efter optagelserne kunne de ikke få det til at fungere sammen.

I begyndelsen af december kunne Tine dog dele en lykkelig nyhed. Nemlig at hun havde fået en kæreste.
Kæresten Jan mødte hun gennem en fælles ven og efter en aften i byen sammen, slog det gnister.
Da Tine Bech ankom til Reality Awards Sommerfest lørdag havde hun ikke kæresten, men sin veninde Sanne.
Det var der en god grund til. For Tine og kæresten Jan har brudt med hinanden.
- Vi gik fra hinanden 14 dage, efter jeg havde været til Reality Awards. Sådan var det. Jeg har det udmærket. Man savner da tosomheden, men sådan er det jo, fortalte hun.
Heldigvis er Tine Bechs gode veninde Sanne en stor hjælp. Sanne var også hende, der tilmeldte Tine til ”Landmand søger kærlighed”, og nu har hun et nyt trick i ærmet.
- Jeg er kommet til at tilmelde hende til ”Gift ved første blik”. Når nu det ikke lykkedes i ”Landmand søger kærlighed”, må vi prøve noget andet, og hun ville ikke prøve datingsider, fortalte Sanne.
I skrivende stund har Tine Bech dog ikke hørt fra DR.
- Jeg har ikke fået noget svar. Heldigvis, fortalte hun med et smil.
