Landsfælle kom Tue og Asger til undsætning, da kaos brød ud i Først til verdens ende
Brødrene Tue og Asger fra TV 2-programmet ”Først til verdens ende” befandt sig på en busstation nær Huacachina, da kaos og uroligheder brød ud i Peru.
Til brødrenes store frustration var der ingen afgange ud af byen, og på grund af sprogbarrierer forstod de ikke omfanget, af det kaos der omkransede dem. Heldigvis kom en dansk landsfælle dem til undsætning.
Han forklarede Asger og Tue, at årsagen til, at de – og mange andre – ikke kunne købe billet til en busafgang ud af byen, skyldtes uroligheder i landet.
Perus præsident, Pedro Castillo, havde nemlig forsøgt at begå kup ved at opløse parlamentet. Det lykkedes ikke, og han blev i stedet afsat.
Herefter blev en ny præsident valgt ind, og hun er den sjette på bare fem år. Det medførte kaos i landet, og befolkningen gik på gaden i protest.
Her gav de udtryk for deres utilfredshed og gjorde - til stor frustration for brødrene – landet til et trafikalt mareridt ved at gennemføre vejblokeringer.
Brødrenes videre færd var derfor helt ude af deres hænder, og Tue og Asgers sidsteplads i kapløbet taget i betragtning var det mildest talt uheldigt.
Uden andre muligheder tog de derfor en overnatning, men næste morgen fik de samme, nedslående besked.
– Der er ingenting at gøre. Alle veje ud af byen er lukkede. Det er da pivirriterende, at det skal ske om aften og ikke om dagen, så de andre par har nået at komme ud. Det er da så uheldigt, som noget kan være, siger Tue i programmet.
Både vennerne, Christian og Nicolai og søstrene, Susie og Heidi, havde nemlig et forspring, og da de forlod Huacachina, var hverken demonstrationer eller vejblokeringer endnu sat i værk. Forhindringerne ramte derfor kun brødrene, der i forvejen var bagud.
Efter meget hovedpine besluttede brødrene til sidst at tage en taxa ud af byen, men det løste ikke deres problemer, da det var både en kortsigtet og dyr løsning.
Du kan følge de resterende tre par i ”Først til verdens ende”, der bliver sendt klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.