Lisa Lents afviser romance med Michael Olesen
Da Lisa Lents bekræftede, at hun ikke længere er kæreste med fodboldmålmanden Thomas Villadsen, kom rygtesmedene på overarbejde. Var der en romance i gang mellem Lisa og hendes dansepartner Michael Olesen? Nej, det er der ikke, understreger Lisa nu. Hun har simpelthen for travlt til at tænke på mænd og kærlighed.
"Jeg vil godt begynde med at slå en ting fast: Jeg er ikke kæreste med min dansepartner. Vi har hverken kysset eller flirtet. Og vi har heller ingen planer om at gøre det. Michael Olesen er min mentor og træner. Jeg respekterer ham meget. Og vores forhold er udelukkende professionelt," skriver Lise Lents i sin klumme i B.T..
Men Lisa forstår godt, hvorfor rygterne opstår: "Det ville også være en fantastisk historie," medgiver hun i B.T.: "Men jeg må skuffe. Selv om Michael og jeg har en fantastisk kemi. Og selv om vi ser forelskede ud, når vi danser rundt, så er det hele et spil og en vigtig del af dansen."