Lisbeth Østergaard: Mit mest rørende øjeblik på Go' morgen Danmark
Årene på "Go' morgen Danmark" har skabt utallige minder for den 36-årige TV-vært Lisbeth Østergaard.
- Det mest rørende øjeblik har nok været i forbindelse med "Knæk Cancer". Jeg snakkede med en ung nygift kvinde, som mistede sin mand til cancer. Jeg kunne slet ikke forestille mig at være 24 år og enke. Det er lige før, jeg får tårer i øjnene bare ved at tænke tilbage på det, fortæller Lisbeth Østergaard.
Jeg var mega nervøs
Omvendt har der også for TV-værten været oplevelser i den helt anden boldgade.
"Go' morgen Danmark" fik besøg af Cirkus Arena, som skulle demonstrere deres "dødsdrom". En kæmpe gennemsigtig kugle, hvor Lisbeth Østergaard blev placeret indeni med motorcykler kørende rundt omkring hende.
- Det var vildt nervepirrende, og jeg var mega nervøs. Det tror jeg ikke, jeg ville have turdet i dag, fortæller Lisbeth Østergaard.
Lisbeth Østergaard i nyt job
Efter 9 år på ”Go' morgen- og Go' aften Danmark” skulle der ske noget nyt. Under barslen fra aften-TV blev hun tilbudt et nyt værtsjob.
Lisbeth Østergaard skulle på TV3 starte "Krimicentralen" op sammen med Jeppe Nybroe. Hun var vært på første sæson af programmet, men da programmet fjernes fra TV-fladen har Lisbeth Østergaard nye planer.
- Jeg fortsætter stadig på TV3, men hvad jeg skal lave er hemmeligt lidt endnu. Muligvis bliver sløret løftet i løbet af næste uge, fortæller den smilende TV-vært.