28. feb. 2016
Af af Karina Didriksen

Louise Wolff glæder sig til Oscar-showet: Her er mine favoritter

Louise Wolff.
Louise Wolff.
Foto: Per Arnesen/TV 2
Leonardo DiCaprio er spået store vinderchancer ved nattens prisuddeling, men Louise Wolff, der er Oscar-vært på TV 2, har en anden favorit. Se billeder af de nominerede stjerner her.

Natten til mandag løber Oscar-uddelingen af stablen for 88. gang i Los Angeles. Mens det er komikeren Chris Rock, som er vært på scenen i Dolby Theatre, så er det Louise Wolff, som skal styre Oscar-natten på TV 2 fra et studie i København.

Den 37-årige TV-vært er en garvet Oscar-seer, og hun glæder sig til at se, hvilke stjerner der løber af med de gyldne statuetter. Hun har naturligvis sine egne favoritter.

- Jeg ved godt, at Leonardo DiCaprio er spået store vinderchancer for ”The Revenant”, men personligt ville jeg ikke selv stemme på ham. Jeg foretrækker Michael Fassbender, som spiller Steve Jobs, fordi jeg synes, at hans rolle er meget mere avanceret, siger Louise Wolff til BILLED-BLADET og fortsætter:

- Som bedste kvindelige hovedrolle stemmer jeg på Brie Larson. Hun gør det fænomenalt i filmen ”Room”. Når det kommer til Bedste film, så synes jeg, at ”The Big Short” er rigtig god. Det er en af de mest uhyggelige film, jeg nogensinde har set, fordi den handler om, hvordan folk svindler med store pengesummer.

Louise Wolff får besøg af Ellen Hillingsø

I løbet af Oscar-aftenen får Louise Wolff besøg i studiet af blandt andre modeeksperterne Jesper Høvring og Uffe Buchard, filmeksperten Ann Lind Andersen og skuespilleren Ellen Hillingsø.

TV 2-værten får sig også en snak med nogle af folkene bag den danske film ”Krigen”, som er nomineret i kategorien Bedste udenlandske film. Danmarks Oscar-bidrag er dog i skarp konkurrence med den anmelderroste ungarske film ”Son of Saul”.

Oscar-aftenen på TV 2 begynder søndag kl. 23.15 med ”Oscar 2016: Og de nominerede er…”. Kl. 00.05 sendes ”Oscar 2016: Den røde løber, direkte”, hvor Hollywood-stjernerne ankommer til Dolby Theatre i Los Angeles. Selve prisuddelingen bliver vist direkte fra kl. 2.30 til 6.00.

Her har vi samlet en række billeder af årets Oscar-nominerede skuespillere.

oscar 2016 de nominerede

Læs mere om: