9. feb. 2021
Af Laura Dalgård Hansen

Lykkelig Claus Holm: Jeg har fået livet tilbage

Claus Holm og hustruen Anne
Claus Holm og hustruen Anne
Foto: Martin Høien
En særlig besked fra Claus Holms hustru har gjort, at tv-kokken fået et helt nyt liv.

I mange år har tv-kokken Claus Holm været et kendt ansigt, men inden for det sidste cirka halvandet år, er der sket en stor forandring.

Han har fået et helt nyt liv, og det begyndte i sommeren 2019, da han fik at vide, at han vejede 128 kilo.

- Den gamle Claus dyrkede ikke motion. Han tog pis på alle, der dyrkede motion, og han spiste Ritter Sport og alt muligt andet. Jeg gad bare ikke det med motion, så jeg lod stå til. Også selvom jeg var panisk bange for at dø eller få sygdomme, fortæller Claus Holm.

Men hans liv tog en drejning, da han var med i ”Fem fede kokke” på TV 2 Fri, og det gjorde for alvor en forskel, da han undervejs fik en særlig besked fra sin hustru Anne.

- Hun sender mig den her besked om, at hun er ligeglad med, om jeg er tyk eller tynd, bare jeg bliver og passer på hende og er glad. Det rammer mig voldsomt, og det bliver min motivation, fortæller Claus Holm, som siden har tabt en masse kilo og i dag nyder at dyrke alskens former for motion.

- Jeg er på vægten en gang om ugen, og det går den rigtige vej, og jeg har det bare pissegodt. Jeg har fået livet tilbage. Livet er en gave, ikke en opgave, og det fedeste i verden er at gå eller løbe en tur. Jeg kan binde mine sko og klippe mine negle. Jeg kan alt, og det er fedt, lyder det fra Claus Holm om hans nye liv.

Man kan se mere til den sympatiske TV-kok og hans kamp for en sundere tilværelse i sæson 2 af ”Fem fede kokke”, som har premiere på TV 2 Fri tirsdag kl. 20.40.

Læs mere om: