8. jul. 2023
Af Majken Munk

Maria Fantino er ny X Factor-vært: Nu forklarer TV 2 deres valg

Maria Fantino
Maria Fantino
Foto: Ritzau Scanpix
Fredag kunne TV 2 endelig afsløre, hvem den nye vært på ”X Factor” er. Nu forklarer de, hvorfor valget faldt på Maria Fantino.

Sofie Linde annoncerede, at årets ”X Factor” blev hendes sidste.

Dermed blev jagten på en ny vært sat ind fra TV 2’s side, og fredag kunne kanalen afsløre, hvem valget var faldet på.

Rygterne om, at det var radiovært Maria Fantino, svirrede længe før, det fredag blev bekræftet, at det altså er hende, der overtager stafetten for Sofie Linde.

28-årige Maria Fantino glæder sig til at blive vært på ”X Factor”, når programmet vender tilbage på skærmen ved årsskiftet som vanligt.

Hvorfor det netop er hende, der har fået tjansen som vært, sætter TV 2 ord på.

- Vi har selvfølgelig gjort os umage med at finde den helt rigtige vært til 'X Factor'. En vært, som både er et frisk pust, empatisk og nærværende, men som heller ikke er bange for at skære igennem, når bølgerne går højt i live-studiet.

- Så jeg er meget glad for, at Maria Fantino har takket ja til opgaven, og jeg er slet ikke i tvivl om, at hun med sin naturlighed og oprigtige nysgerrighed for andre mennesker og ikke mindst hendes evne til at gribe nuet som vært passer fuldstændig perfekt til ”X Factor”, lyder det fra underholdningsredaktør på TV 2, Dorte Borregaard.

Maria Fantino skal allerede prøve kræfter med den nye rolle, når de første optagelser til næste års ”X Factor” begynder i august.

Det er også her, at det nye dommerpanel vil blive afsløret, uddyber TV 2.

Læs mere om: