20. mar. 2024
Af Majken Munk

Maria M. valgte ham fra til fordel for Anders: Benjamin sætter ord på afvisningen i Kærlighed hvor kragerne vender

Benjamin og Maria M. i "Kærlighed hvor kragerne vender"
Benjamin og Maria M. i "Kærlighed hvor kragerne vender"
Foto: Anders Brohus/ TV 2
Da Benjamins date med sine fire udvalgte piger havde nået sin ende, måtte Maria M. meddele, at hun hellere ville date Anders.

32-årige Benjamin var i ”Kærlighed hvor kragerne vender” på date med sine fire udvalgte piger.

Da daten var ved at slutte, spurgte han dem alle, om de ønskede at fortsætte med at date ham i programmet.

Spørgsmålet fik Maria M. til at reagere, fordi hun også er en del af Anders’ udvalgte piger.

Hun bad om to minutter til at tænke i og vendte så tilbage med svaret om, at hun valgte at fortsætte hos Anders.

Da hun fortalte det, var hun tydeligt rørt. Det berørte også Benjamin.

- Jeg blev overrasket over, at hun blev så berørt af situationen. Det var tydeligt, at det var et svært valg for hende. Jeg forstod også godt, hun ville have det afklaret. At det ikke var min vej, var ærgerligt, for jeg syntes, hun var en sød pige, og jeg var nysgerrig på at lære hende bedre at kende, fortæller han til BILLED-BLADET.

Maria M. og Benjamin i "Kærlighed hvor kragerne vender"
Maria M. og Benjamin havde en god snak om hendes mere seriøse side under deres date i "Kærlighed hvor kragerne vender".
Foto: Mads Astrup/ TV 2

Allerede fra første afsnit af TV 2-programmet, er der blevet lagt lidt op til, at der særligt er konkurrence mellem Benjamin og Anders.

Derfor fylder det da også lidt for Benjamin, at Maria M. prioriterer Anders.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, vi har kørt lidt på hinanden Anders og jeg. Det er indtil videre kun gået Anders’ vej, fortæller han og fortsætter:

- Det var ikke sjovt at blive valgt fra, og så var det ovenikøbet ens gode kammerat, der blev valgt til. Jeg kunne ikke tillade mig at blive sur, for jeg under ham det bedste. Jeg var bare glad for, at hun var ærlig.

Hendes valg betyder også, at Benjamin så derfor ikke behøver at tage valget om, hvem af sine piger han ville vælge fra.

- Det gjorde min situation nemmere, at hun tog beslutningen.

Benjamin fortsætter altså med at date Freja, Kaya og Line i ”Kærlighed hvor kragerne vender”.

Læs mere om: