20. dec. 2018
Af Lisbeth Grube

Marianne Stagetorn fra La Glace: Min festlige juletradition

Marianne Stagetorn Kolos.
Marianne Stagetorn Kolos.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
En juledans ud over det sædvanlige er fast tradition i julen for Marianne Stagetorn Kolos og hendes familie.

Marianne Stagetorn Kolos fra La Glace, som torsdag kan ses ”I den søde juletid” på TV 2, elsker julen og alle dens traditioner - og særligt én har udviklet sig hen over årene.

Marianne og hendes bror bor i samme ejendom med deres familier og har mange venner i opgangen ved siden af. Juleaften går den vildeste udgave af "Nu' det jul igen" gennem ejendommene.

- Allerførste gang tog vi bare hinanden i hænderne og fløj over i den anden opgang, løb gennem samtlige lejligheder og fik folk med. Nogle blev overrasket midt i andestegen! Nu er det organiseret, så folk ved, hvornår det sker.

- Dem, vi ender hos, får 100 mennesker til champagne et kvarters tid juleaften! Sidste år var det hos os, og det er simpelthen så sjov en måde at ønske hinanden glædelig jul på, fortæller Marianne.

Julen begynder med kage

Hun har altid fejret jul med sin bror, og sådan bliver det også i år. Festlighederne begynder ved 15-tiden, hvor alle mødes til te og kage fra La Glace inden julegudstjenesten.

Da børnene var små, var der stående forret, så de mindste kunne åbne et par af gaverne. Julemiddagen byder på både and og flæskesteg, og det søde punktum er juleisen.

Marianne Stagetorn Kolos og La Glace kan også følges i programmet "Nytår hos La Glace" på TV 2 den 29. december.

Læs mere om: