12. maj. 2021
Af Majken Munk

Melvin Kakooza taler ud: Sådan ramte sygdommen mig

Melvin Kakooza
Melvin Kakooza
Foto: Søren Jul Lamberth
Det kom som et chok for Melvin Kakooza, da han af lægen fik at vide, han havde en hjernetumor og skulle indlægges akut.

I februar, hvor Melvin Kakooza stod klar til at overtage værtsjobbet på ”X Factor”, blev det meldt ud offentligt, at han var sygemeldt.

Tv-værtens manager meddelte, at Melvin Kakooza var blevet opereret for en hjernetumor i baghovedet.

Nu sætter Melvin Kakooza for første gang siden sygemeldingen ord på, hvad der skete.

Fik et chok

Da Melvin Kakooza tog til lægen, var det med en overbevisning af, at der nok var tale om, at han var stresset.

- Det var mærkeligt, også fordi jeg ikke selv overhovedet havde forestillet mig, at det var en tumor. Jeg var taget op og skulle scannes. Jeg var blevet tjekket, og det viste ikke, at der var et eller andet neurologisk, der var galt. Så det min hjerne var forberedt på, var, at du har lidt stress, du skal til at slappe af, siger Melvin Kakooza i ”Go’ Aften Live”.

Men beskeden var en helt anden. Han havde en godartet tumor, der var seks centimeter lang og tre centimeter bred, i baghovedet. Det betød, at han blev akut indlagt på Rigshospitalet.

Klappen gik ned

Melvin Kakooza havde svært ved at kapere beskeden om hjernetumoren.

- Lige da jeg får det at vide, går klappen ned. Det er jo også, fordi man bliver ramt i ubalance, man ved ikke rigtig, hvad man skal sige. Jeg havde det jo okay op til. Jeg havde haft lidt hovedpine, men det havde panodiler jo klaret. Så jeg når ikke rigtigt at blive ramt af følelsen af, at nu går det hele galt. Jeg var meget chokeret, siger han.

Ugen efter scanningen blev Melvin Kakooza opereret for den godartede hjernetumor.

Selv om operationen var vellykket, oplevede Melvin Kakooza komplikationer som at have problemer med at tale og synke efterfølgende. Det er noget, han har trænet sig op til at kunne igen.

Heldigvis er Melvin Kakooza kommet ovenpå efter det voldsomme sygdomsforløb.

Læs mere om: