Merete og Thomas: Sådan bliver vores freestyle i finalen
Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen glæder sig til at vise deres freestyle i ”Vild med dans”-finalen.
- Vores freestyle kommer meget til at rumme det, som Thomas og jeg er. Det er meget nede på jorden og meget ærligt, der kommer ikke til at ske alt muligt på scenen, siger Merete Mærkedahl til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Vi kommer til at fortsætte i vores stil, og vi er jo heller ikke dem, der har haft mange løft. Vi er gået efter teknik, teknik, teknik, og det er det, jeg har ønsket af Thomas.
Ingen Otilia på dansegulvet
Dansepartneren Thomas Evers Poulsen løfter også lidt af sløret for, hvad seerne kan forvente af deres freestyle.
- Vi kommer ikke til at hive en kanin op af hatten, Merete skal ikke flyve oppe i et reb, og der kommer heller ikke til at være noget ”Badehotellet” i vores freestyle. Det, vi skal lave i finalen, er en hyldest til dansen, til os og til det, vi har opnået, fastslår den professionelle danser.
Thomas Evers Poulsen vandt ”Vild med dans” tilbage i 2005 med Mia Lyhne og igen i 2015 med Ena Spottag. Nu vil parret naturligvis gøre alt, hvad de kan, for at løbe med vindertitlen i ”Vild med dans”.
- Det vil da være det fedeste!, udbryder Merete Mærkedahl med et smil.
I BILLED-BLADET nr. 51, der var på gaden torsdag den 17. december, kan du læse en stor reportage fra semifinalen i ”Vild med dans”.