23. sep. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Mia Lyhne var ny dommer i Vild med dans: Sådan vurderer Anne Laxholm hendes indsats

Anne Laxholm, Mia Lyhne.
Anne Laxholm, Mia Lyhne.
Foto: Martin Høien
I premieren på "Vild med dans" fredag aften var det Mia Lyhne, der var gæstedommer. Her vurderer Anne Laxholm hendes indsats.

”Vild med dans” er tilbage på TV 2, men ikke alt er, som det plejer.

For første gang nogensinde er der nemlig såkaldt gæstedommere med ved dommerbordet, og i premieren fredag aften var det Mia Lyhne, der havde pladsen i den femte stol ved siden af Marianne Eihilt.

Skuespilleren vandt selv ”Vild med dans” tilbage i 2005, og dengang blev hun bedømt af blandt andre Anne Laxholm, der har været en del af programmet lige fra begyndelsen.

Fredag aften var de kollegaer, og Anne Laxholm var imponeret af Mia Lyhne i rollen som dommer.

- Jeg synes, hun klarede det rigtig fint. Hun gav nogle andre karakterer end os andre nogle gange, men det betyder ikke så meget. Hun havde også nogle gode kommentarer, synes jeg, fortæller Anne Laxholm om Mia Lyhne, der blandt andet gav hele syv point til Morten Kjeldgaard og Mette Sommer.

- Grunden til, der er fem dommere, er ikke, at der skal sidde fem og sige det samme. Det synes jeg heller ikke, vi gør. Vi har fokus på forskellige ting. Mia har selv været en del af programmet, og hun er samtidig vant til at stå på en scene, så hun havde nogle fine pointer, der var anderledes end det, vi andre kiggede på, uddybede Anne Laxholm.

Det er endnu hemmeligt, hvem de øvrige gæstedommere bliver, men Anne Laxholm ved besked, og der er tilsyneladende gode ting i vente.

- Jeg tror, det bliver en rigtig interessant blanding af folk, der har været involveret i det her program gennem tiden.

Læs mere om: