Michèle Bellaiche mindes sin mor på særlig dag
Det var en stor sorg for Michèle Bellaiche, da hun for to et halvt år siden mistede sin elskede mor, Lissy, som døde af kræft, 77 år gammel.
I dag, torsdag den 1. oktober, mindes tv-værten sin mor i en helt særlig anledning.
- 80 år i dag! Hvis hun havde været i live - ville min mor helt sikkert have samlet familie og venner, smilet og skålet i champagne, skriver Michèle Bellaiche i et opslag på Instagram og fortsætter:
- Det gør vi alligevel og sender masser af kærlighed op til dig.
Deler et billede af mor
BILLED-BLADET har fået lov til at dele opslaget, som er efterfulgt af hashtaggene ”min smukke mor” og ”livsinspiration”.
Lissy Bellaiche døde den 5. marts 2018, imens hendes datter sad i studiet på TV 2 og dækkede Oscar-showet.
I Instagram-opslaget har 48-årige Michèle Bellaiche delt et billede af sin mor, som kan ses herunder.