Michéle Bellaiche: Mit mest pinlige TV-øjeblik
Hvad gør man, hvis man pludselig får det dårligt, når man skal på TV? Ja, så udfører man selvfølgelig arbejdet alligevel.
Det var i hvert fald hvad 41-årige Michéle Bellaiche gjorde, da hun for nogle år siden var vært på TV 2-programmet ”Station 2” og skulle interviewe en politikommissær på live-TV.
Derfor er hun slet ikke i tvivl om, hvad hun skal svare på BT’s spørgsmål om, hvad der er hendes mest pinlige episode på TV.
Maven rumlede
- Jeg har en gang prøvet at gå på skærmen, hvor jeg bare var vildt dårlig. Jeg tror, jeg havde spist noget i kantinen, der ikke var så godt, for min mave rumlede, og jeg kunne mærke, at jo tættere vi kom på udsendelsen, jo højere op kom maden. Men der var ikke noget at gøre, for jeg var alene i studiet og skulle på TV. Så jeg gennemførte mit interview, fortæller Michéle Bellaiche til BT og fortsætter:
- Da jeg var færdig med at lave programmet, nåede jeg kun lige at sige på gensyn, og så bukkede jeg mig ned, og så kastede jeg op ud over det hele. Seerne nåede kun at se, at jeg bukkede hovedet ned, og mange skrev til mig efterfølgende for at spørge, om det var fordi, jeg havde taget min hund eller mit barn med. Så måtte jeg jo fortælle sandheden.